Rundtur i Simons

Når nu det var helligdag og kalenderen var tom, så kunne dagen jo lige så godt bruges på fiskeri.
I dag tog Mr.Wow og jeg til Simons put and take, som havde sat usædvanligt mange fisk ud.
Jeg må indrømme at forventningerne var store, og at de var fuldstændig spildte.

Vi fik faktisk den plads vi gik efter, men vi endte med at tonse rundt om søen. Da det kun var bundmede som gav enkelte fisk til de andre fiskere, og det er en type for fiskeri som kun meget sjældent kommer i brug hos mig, ja så endte 7 timers fiskeri med en nul tur.

Makreller ved Helsingør

Så blev det tid til årets første makrel tur fra Helsingør.

Selv om der er blevet fanget makreller allerede nu så er det ikke mange, men når nu vi havde tid.

Med båden i vandet var Grumpy og jeg klar til at gå på jagt. Vi lagde ud ud for Kronborg hvor vi kunne se andre håbefulde fiskere inde på pynten.
Det er dog ikke til nogle fisk, og turen gik derfor videre til m4 bøjen.
Heller ikke her blev det til fisk, faktisk så vi slet ikke noget på loddet overhovedet, hvilket var lidt underligt.

Vi besluttede derfor at søge mod Trykkerdammen som før i tiden, før terrorsikringen ved færgerne var et super spot for kystfiskere efter flade og makreller.
Her gik det lidt bedre, der gik i hvert ikke længe før første fisk var oppe, en god livlig fight som ”kun” en makrel kan levere, viste sig dog at være en fin sej lige under kiloet. Den røg straks i boksen med et smil, og en snak om at det var nogle år siden vi har set sej i ordentlige størrelser.

Det blev til en enkelt torsk og lidt flere sej, men ingen makreller.
Efter 4 timer sluttede vi af, på en aften hvor vi tog en chance som ikke helt leverede som håbet.

Laksetur til Sneum 2019

Så blev det maj og dermed tid til årets tur til Sneum efter laks. I år var trejde år vi var afsted, og med en nul tur til alle sidste år, så var i år udset til at være bedre.

For at få meget fisketid som muligt var det planlagt at vi kørte efter arbejde torsdag, for at kunne fiske så meget som muligt fredag og lørdag.
Efter at have pakket bil og hentet Grumpy satte vi kursen mod Sneum, det blev en langt tur med en masse trafik.

Endelig fremme ved Godset stod Esben klar med kaffe og varme hveder, han havde brugt eftermiddagen og aftenen på at klargøre forfang og glideflåd, så vi var helt klar til fredag morgen.

Efter en skidt nats søvn for mig, men fin for de andre var vi efter lidt morgenmad klar til drage ud i naturen.
Esben havde en plan klar, og der gik ikke længe før vi var i gang. Generelt var der i tiden op til blevet fanget fint med fisk, hvilket gav os gode forhåbninger.

På første dagen fik vi fisket godt 8-9 timer uden at vi fik andet end nogle små aborrer, lidt sløvt men der var jo en dag endnu.
Hjemme på Godset fik Esben igen serveret slagter bøffer med bagekartofler og bagte løg, en fornøjelig middag som blev skyllet ned med Grumpys gamle påskebryg.

Lørdag havde Grumpy planen klar, vi skulle ud til spottet hvor vi for to år siden fik fisk. Så efter at have pakket alle vores ting var vi klar.
Planen var at fiske til 15-16 tiden, og så køre hjem.

Fremme ved spottet fik vi grejet i vandet, men ligesom dagen før skete der ikke det store. Efter et par timers fiskeri tog vi en lille køretur til Kongeåen, men her endte flere timers fiskeri også i ingenting.
Lidt skuffede over ikke at have fået fisk, kunne vi dog se tilbage på nogle gode dage i selskab med Esben og den fantastiske jydske natur.