Åbning i Busken

Så kom dagen endelig… Åbningskonkurrencen i Store Rosenbusk er en af årets put højdepunkter, så Grumpy, Mr.Wow og jeg var selvfølgelig klar.
I det at søen har været lukket for fiskeri i mere end 4 måneder, og med en pæn udsætning et par dage før, ja så er chancen for fisk mere end rimelig.
Sidste år havde vi noget svært fiskeri, men i år skulle det nok blive bedre.
Ved konkurrencens start klokken 7 blev søen bombet af gennemløber fra de 50 deltagere, og flere fik fisk i første kast. Selv måtte jeg dog ud i andet kast før der var fisk, men til gengæld fik jeg en vild fight af en super flot strømlinet ørred på præcis 3 kg.

Desværre gav de næste mange kast ingen fisk til mig, og Mr.Wow fik på dagen slet ingen selv om han fiskede samme sted som Grumpy og mig.
Helt anderledes held i sprøjten havde Grumpy, 15 minutters fiskeri gav ikke mindre end 6 fisk.
Det var vildt underligt, vi fiskede samme sted, samme ang, samme hastighed, men Grumpy fik fiskene.
Efter blot 15-20 minutter stoppede fiskene med at hugge, det var vildt underligt, og meget tidligt i forhold til tidligere år. Vi kunne se rundt om søen at ingen fik fisk, hvilket kom bag på alle.
De næste timer gik lidt trægt rundt om søen med en fisk i ny og næ, selv fik jeg landet en fin fisk på 1,50 kilo, mens Grumpy fik landet yderligere 3 fisk.
Hvad konkurrencen angik ja så var jeg slet ikke med i opløbet, mens Grumpy måtte nøjes med en 6. plads i det han blev slået med 30 g til den præmie givende 5. plads.
Efter konkurrencens afslutning fiskede vi videre nogle timer, men det gav ikke noget til mig, mens Grumpy fik landet endnu en fisk og sluttede dagen med et total på ikke mindre en 10 fisk.
Selv om dagen endte med at blive rigtig svær så blev der samlet fanget rigtig mange fisk, så mon ikke at vi også vender tilbage næste år 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *