Årets sidste tur

Så er årets sidste tur overstået, jeg havde egentlig sat næsen op efter en masse torsk, men jeg blev slemt snydt. I dagene op til turen, havde diverse kuttere ellers meldt om godt fiskeri, men denne dag var det noget broget.
Når en skipper melder om over 100 torsk oppe, så skal man lige huske på at 100 torsk til 40 mand ikke er så vildt endda.
Turen var med den lokale forening, sammen med en masse andre andre glade lystfiskere. Der var ingen tvivl om at nytårstorsken trak mange til. Alle både i Øresund kunne næsten melde om udsolgt af pladser, og det gav da også en solid omgang linekludder i flere omgange. Faktisk må jeg sige at det ikke var så sjovt at være så mange på båden af gangen. Vi sejlede denne dag med Havstrygeren fra Helsingør, og medbragte i alt 40 lystfiskere på turen.
Fiskeriet var som nævnt noget broget, der var masser sild i store størrelser, men torskene var svære at i tale. Skipper kæmpede bravt for at finde dem, men bide på ville de ikke. De fleste der fik torsk fik en enkelt, mens nogle selvfølgelig fik 3-5 stykker.
Grumpy og jeg som begge var med, havde ikke meget held med det. Først mod slutningen fik jeg et par hug, men begge røg af på vej op. Grumpy der i mod fik en fin 2 kilos op, den havde lige udset sig den fine sild som han havde ladet sidde på forfanget som madding. Super for Grumpy, for den ene fisk på 2 kilo, var nok til første pladsen i dagens konkurrence.
Selv måtte jeg nøjes med en 10-15 sild, som jeg pænt forerede til sidemanden.
Trods en temperatur på omkring de minus 7 grader ved afgang, var vejret til at holde ud, da vinden var så godt som nul, og solen kiggede frem.
En flot dag på sundet, som desværre ikke kastede det store af sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *