Kategoriarkiv: Fiske teknik

Hornfisk og ny renseplads

Så kom der endelig lidt hornfisk med hjem. Lad mig sige det med det samme, jeg er rimeligt nem at overtale når det handler om fisketure. Så selv om jeg nok mest af alt havde planer om at gå tidligt i seng, ja så tog jeg alligevel en smut til Kronborg Pynten med Grumpy i går. Strømmen var denne gang nordgående, men vinden var ikke mod øst, alligevel, viste det sig at der var fisk i vandet. Vi fiskede som vanligt med smalle blink på ca. 22g., og fik da 9 hornfisk og 1 enkelt sej på land. Det var ikke mange på lige godt 2 timer, men ok på en torsdag aften.
Efter at have renset dem røg de på køl, planen var nemlig at prøve at udbene hornfiskene, med en hornfiskeudbener, et stykke værktøj til godt 250 kr., som forhåbentlig kan afhjælpe nogle at hornfiskens mange ben.

I dag fredag, fik jeg så endelig etableret mig en renseplads herhjemme. Det er blevet et super setup, med nem vandtilslutning og afløb og det hele. Det blev straks indviet med projektet om at udbene de 6 hornfisk jeg fangede i går.
Hornfiskeudbeneren er et underligt stykke værktøj, nogle hader det, nogle synes det er svært at bruge, og andre kan ikke leve uden.
Efter at have fejlet en smule på den første fisk, fik jeg taget på udbener, og fisk. Derefter gik det som en leg, tjek bare billederne. Flotte benfri fileter!
Eneste ulempe er dog at man ikke kan udbene helt ned til halen, så det sidste stykke må man enten filetere, eller smide ud. Jeg valgte at filetere, og det gik super.
Hvis du vil se hvordan hornfiskeudbeneren virker i praksis, så søg på youtube, der er masser af flotte videoer.
Min konklusion er: Jeg kan ikke leve uden, super stykke værktøj, glæder mig allerede til at bruge det igen.
Til sidst vil jeg lige henlede opmærksomheden på min renseplads, lækker ikke? 🙂

Hornfisk ved Kronborg – 2 ture

Tiden har ikke lige været til at opdatere min blog, men betyder ikke at jeg ikke har fisket.
Fredag d. 25. april ringede Grumpy, og spurgte om jeg havde tid til en lille tur til Kronborg. Rygterne sagde at Hornfisken var kommet, så selvfølgelig var jeg frisk. Så trods knægten var hjemme, og havde fødselsdag, ja så havde jeg da lige et par timer fredag aften.
Vel ankommet til Pynten, riggede vi begge vores stænger til med et smalt 20-22g blink., og der gik da heller ikke mere end et par minutter før første horn var på land. Efter at jeg havde fanget 3 hornfisk på de første 10 min., valgte jeg at skifte krogen på blinket ud med silkesnor. Problemet med hornfisk er at de står så tæt at det næsten er umuligt ikke at fejlkroge dem, det går nok, men det er lidt federe at fisken selv ønsker at komme med hjem.
Den næste time fiskede jeg med silkesnor, uden at fange én eneste fisk. Så blot for afslutningens skyld skiftede jeg blink og tog lige én mere.
I alt fangede jeg 4 hornfisk, mens Grumpy fangede 9. Gennemsnits vægten var 615 g.

Med fredagens tur i mente, lagde vi stort an til en ny tur tirsdag. Lazy Guy, Grumpy og “konen” og undertegnede, troppede op på pynten med store forventninger.
Det blev en halv kold, og kedelig fornøjelse. 5 hornfisk samlet på 4 timer.
Jeg lærte dog at det var strøm retningen den var gal med, strømmen skal være nordgående, således at fiskene bliver presset ind mod kysterne.
Der kan man bare se 🙂
Hen mod solnedgang, blev der fanget ok med torsk og sej over målet. Hvilket du også kan læse om i nogle af de ældre indlæg.

6 ørreder fra Poppelsøen

Da det efterhånden var en måned siden jeg sidst havde besøgt en P&T sø, hvilket i øvrigt var en nul tur, så synes jeg tiden var inde.
Ingen af mine buddies kunne på dagen, og da dagen var oplagt som fiskedag pga, at konen skulle på arbejde, så var det bare om at komme afsted.

Valget af sø faldt på Poppelsøen i Ballerup, jeg har ikke været fordi efter at den er blevet udvidet, kun et par gange mens arbejdet stod på.
Jeg var fremme ved søen ca. 7.45, og hold da op hvor er den blevet fed. Der er kommet rigtig mange nye fiskepladser, og hele området har fået en pæn overhaling. Som altid gik ejeren rundt og snakkede med gæsterne, og kiosken bød på varm kaffe, hvilket var lækkert når nu vejret bød på 5 graders varme og 10 m/s.
Jeg havde hjemmefra udvalgt mig et spot, hvor jeg tidligere har haft godt held. Det viste sig heldigvis at være ledigt, trods en pænt opbud af gæster ved søen.
Jeg fik hurtig rigget min 10 fods stang klar med bombarda, og efterfølgede grøn garlic powerbait.
Ombygningen af søen har betydet at strømmen i søen er lidt anderledes, i Poppelsøen har man valgt at have nogle pumper kørerne, hvilket giver en pæn strøm rundt i søen. En af pumperne er dog blevet rykket for at skabe strøm i den nye del af søen. Det gav lidt udfordringer i forhold til hvad jeg kendte til søen før.
Efter 40 min. fiskeri uden held, valgte jeg at skifte til sort powerbait, og godt 5 min efter var der bid. En fin lille ørred på knap 600g., hvilket i øvrigt kendetegner Poppelsøen: Der er mange, men ofte små fisk.
Resten af turen foregik således at jeg ca, hver 45 min. fangede 1 ørred, og at jeg efter hver anden skiftede powerbait, fra sort til grøn med hvidløg, og fra grøn til rød salmon egg. Alle farver gav som skrevet fisk.
Dagens største fisk, gav i øvrigt noget af en kamp fra sig. Jeg måtte bede om hjælp var gutten ved siden af, men selv med hjælpen ville den sgu ikke op. Hver gang den nåede ind til kanten, gav den er svip med halen, og trak ud igen. Den var også lige oppe og springe et par gange. Dette stod på i 5 min, før den endelig var i nettet. En super fight, og fedt at se at fiskene er friske. Den vejede i øvrigt 3,04kg.
Jeg fiskede fra kl. 8 til kl. 13.30, og fangede som overskriften siger 6 ørreder på i alt 7 kg.
En lækker deltalje ved Poppelsøen er at der er renseplads, så slipper man for at skulle svine det hele til derhjemme.
Link til Poppelsøens hjemmeside

2014-04-17 13.58.50