Tag-arkiv: sej

Jagten på fisken

Lørdag, godt vejr, inden andre planer… Fisketid !!!

Lørdag morgen kl 6 stod Mr.Wow, Lazy Guy og jeg klar på Rungsted Havn, til en dag på sundet efter makreller, torsk og måske lidt sild.

Med kursen sat mod NV revet ved Hven var forventningerne og humøret i top.
Vi lagde ud ved siden af dagens turbåde som lystigt smed chum i vandet, men da vi ikke havde andet end pirke og forfang så gik det ikke så godt.
Vi besluttede derfor at søge mod nye dybder i håb om at fange lidt sild som vi kunne bruge som agn. Efter en times sejllads uden held, måtte vi opgive den plan, og søgte i stedet mod makrellerne igen.
Vi kunne se at dem der fiskede med sildestykker fik fisk op, men selv om vi prøvede ihærdigt, så blev det kun  til enkelt som dog målte hele 42 cm.

Vi besluttede derfor at søge efter torsk, og på første stop var der hug. Det var dog ikke torsk med en masse sej som gerne tog alle ophængerne. Det var vildt sjovt fiskeri og der kom der også nogle i boksen.
Længere inde mod land forsøgte vi igen med torsk, men de var godt nok svære at finde. Det blev dog til et enkelt stop, som gav fisk til alle.
Efter godt 7 timer på havet søgte vi igen mod havn, humøret var stadig i top, og med fisk i boksen så kunne det ikke være bedre.

Makrel og masser af sej

Med Mr.Wow i båden blev det til en aften tur ud fra Helsingør efter makreller.
Det var i hvert fald det der var planen, for nu måtte de været kommet.
Vi lagde ud med at sejle mod W4 bøjen, som for 2 år siden gav 40 makreller på en time.
Med de små pirke i vandet blev det til en enkelt her og der, men ikke rigtig til et orgie.
Vi sejlede videre mod M4 bøjen for igen blot at få en enkelt.


Andre både har i tiden op til meldt om makreller ved færgerne, så selvfølgelig måtte vi også prøve dette.
Efter en lille sejltur i den flade vand, var vi fremme og der skulle gå længe før vi havde fisk på krogen. Det var dog ikke makreller, men massevis af sej.
Der blev puttet en håndfuld i boksen, mens vi lystigt kunne se marsvin svømme rundt langs kanten af opmarchbåsene.


Selv om Mr.Wow hyggede sig voldsomt med at udvidet tilfældigt artsfiskeri, som  bød på knurhane, torsk, skrubbe, sej og makrel, så kom der ikke rigtig gang i makrel fiskeriet.
Efter 4 timer på sundet omkring Helsingør, sejlede vi i land med 4 sej og 6 makreller i boksen.

Voldsomt mange torsk

Som noget nyt har Sletten Fritidsfiskerlaug i år arrangeret hverdags ture, og den første var i dag.
Det var også den første torsketur med Jaws fra Vedbæk, og det skulle vise sig at blive en mindeværdig tur.


På dagens tur var vi 18 deltagere og da alle var mødt op, blev der blæst til afgang.
Skipper meddelte inden afsejling at vi skulle sejle ca. 1 time før fiskeriet kunne starte, det virkede som lang tid da vi jo også skulle sejle en time hjem igen, og kun skulle være ude i 5 timer. Men skipper ved bedst, så vi slog os på hygge på en perfekt sommeraften med varme og høj sol.

Da vi endelig kom frem, kunne fiskeriet starte og knap havde skipper ringet med klokken før der var fisk på krogen. Det var ikke bare mig der fik fisk, men overalt på båden blev der hevet fisk op.
Da dagens tur jo var en konkurrence og med en kvote på syv torsk i mente, måtte vi allerede fra starten tænke over hvad vi lagde i kurven.


Skipper lagde sig gang på gang perfekt over fiskene, og de væltede op på dækket.
Efter blot en times fiskeri var Grumpy og jeg enige om at vi ville havde nået kvoten, selv hvis vi kun havde beholdt fisk over 2 kilo. Men nu var det jo en konkurrence, og den næste fisk skulle jo gerne være større end den forrige.
Jeg tænker at jeg samlet havde over 60 fisk oppe og vende, og jeg var nok ikke den eneste.
Efter ca. 1.5 times fiskeri måtte Grumpy melde kvoten fuld med en fisk som bestemt måtte være en podiefisk. Selv måtte jeg give op efter 2timer, hvor jeg landende dagens vinderfisk.

Over alt på båden blev kvoten nået, så det gjorde bestemt ikke noget at turen hjem også tog en time.
Efter at have lagt til kaj, blev det tid til at veje fisk ind, og dagens resultat blev en første plads til mig med en torsk på 3,25 kg renset, mens Grumpy fik en andenplads.
Samlet havde jeg godt 13 kg torsk renset, hvilket må siges at være godkendt.