Voldsomt mange torsk

Som noget nyt har Sletten Fritidsfiskerlaug i år arrangeret hverdags ture, og den første var i dag.
Det var også den første torsketur med Jaws fra Vedbæk, og det skulle vise sig at blive en mindeværdig tur.


På dagens tur var vi 18 deltagere og da alle var mødt op, blev der blæst til afgang.
Skipper meddelte inden afsejling at vi skulle sejle ca. 1 time før fiskeriet kunne starte, det virkede som lang tid da vi jo også skulle sejle en time hjem igen, og kun skulle være ude i 5 timer. Men skipper ved bedst, så vi slog os på hygge på en perfekt sommeraften med varme og høj sol.

Da vi endelig kom frem, kunne fiskeriet starte og knap havde skipper ringet med klokken før der var fisk på krogen. Det var ikke bare mig der fik fisk, men overalt på båden blev der hevet fisk op.
Da dagens tur jo var en konkurrence og med en kvote på syv torsk i mente, måtte vi allerede fra starten tænke over hvad vi lagde i kurven.


Skipper lagde sig gang på gang perfekt over fiskene, og de væltede op på dækket.
Efter blot en times fiskeri var Grumpy og jeg enige om at vi ville havde nået kvoten, selv hvis vi kun havde beholdt fisk over 2 kilo. Men nu var det jo en konkurrence, og den næste fisk skulle jo gerne være større end den forrige.
Jeg tænker at jeg samlet havde over 60 fisk oppe og vende, og jeg var nok ikke den eneste.
Efter ca. 1.5 times fiskeri måtte Grumpy melde kvoten fuld med en fisk som bestemt måtte være en podiefisk. Selv måtte jeg give op efter 2timer, hvor jeg landende dagens vinderfisk.

Over alt på båden blev kvoten nået, så det gjorde bestemt ikke noget at turen hjem også tog en time.
Efter at have lagt til kaj, blev det tid til at veje fisk ind, og dagens resultat blev en første plads til mig med en torsk på 3,25 kg renset, mens Grumpy fik en andenplads.
Samlet havde jeg godt 13 kg torsk renset, hvilket må siges at være godkendt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *