Fladfiskeri

Betegnelsen fladfisk giver næsten sig selv, den dækker nemlig over alle “flade” fisk. I danske farvande møder vi oftest Ising, Skrubbe, Rødspætte, Sletvar og Pigvar.
De forskellige arter har hver deres mindstemål, ligesom mindstemål varierer fra sted til sted i Danmark. Husk derfor at sætte dig ind i mindstemålene der hvor du skal fiske.

De mest almindelige fladfisk vi støder på er Ising, Skrubbe og Rødspætte.
Ising kendes ved en ensfarvet overside, ofte i lys brun. Den kan godt have nogle affarvninger. Efter min mening er kødet på Ising ikke det bedste, da det er meget smagløst.
Skrubbe kendes ved en noget rodet overside, samtidig med de mange affarvninger på oversiden, er den også meget ru på overfladen. Kødet er noget mere fast på Skrubbe, og har noget mere smag end Ising.
Rødspætten er kremen blandt de almindelige fladfisk. Den kendes ved de røde pletter, og ved at oversiden er meget glat. Kødet er super dejligt, og har en rigtig god smag.
Man kan til tider opleve forskellige krydsninger at de tre ovennævnte.

Grejet

Fiskeri efter fladfisk kræver en stang med høj kastevægt. Kastevægten på en stang, fortæller indenfor hvilket interval af vægt på agn, stangen kaster optimalt, og hvad den kan holde til.
En stangs kastevægt kan ses på stangen lige over håndtaget.
På billedet nedenfor kan du se at stangen kan kaste optimalt med 30-80 g, den kan altså godt kaste med mindre, men måske ikke så godt. At kaste med mere kan dog resultere i at stangen knækker.
Selve længden på stangen har kun betydning for hvor langt du kan kaste.

Kastevægten på din stang bør været op til omkring 100 g, da de fleste fladfiskeforfang vejer mellem 40-90 g.
Hvilken længde stang du skal have, afhænger af hvor langt du skal kaste. Skal vi fiske fladfisk fra båd, er det sjældent en god idé at have en lang stang, det burde heller ikke være nødvendigt.
Skal du derimod fiske fra stranden, så kan det være en rigtig god idé med en lang stang, for at kunne komme rigtig langt ud.
Personligt bruger jeg mest min Godspeed stang, som har en kastevægt på 40-130 g, og en længde på 11 fod. Denne stang bruger jeg også til put and take fiskeri, selv om den ikke er optimal pga. kastevægten.

Hjul og line kan næste være hvad som helst, dvs. linen skal jo kunne holde til kraften fra en 90 g. lod der svinges kraftigt. Selv bruger jeg en 18 kg fletline.
Ofte vil man bruge et fastspolehjul, da det også kan bruges til andet kystfiskeri, og put and take.
På båd kan det dog være en fordel at bruge en low profile multihjul, da det med multihjulets nemme line styring med tommelfingeren, er lettere at mærke fisken. Dette skal jeg nok vende tilbage til.

Forfang til fladfisk er oftest blot hvad du kan få hos din lokale grejpusher. Nogle vil sværge til bestemte farver perler, mens andre mener det er lige meget.
Selv har jeg haft rigtig gode erfaringer med forfang med hvide perler, og gerne med lidt lir.
Det nemmeste er klart at købe dine forfang færdige, de koster omkring 10,- pr. stk., og virker helt fint. Der kan dog gå lidt sport i at lave dem selv, som jeg har gjort med de 2 på det sidste billede. Det nederste af de to hjemmelavede forfang, gav i øvrigt godt med fisk.

Det mest almindelige forfang er lavet som en lang line med 2  tjavser med perler, og et lod for enden.
Denne opbygning gør, at den nederste krog på forfanget ofte hænger lidt over bunden.
En anden almindelig type forfang, er opbygget således at der sidder et stykke line med 1 tjavs, efterfulgt af en pirk, som så er efterfulgt af en tjavs.
Denne opbygning gør at den sidste tjavs slæbes over bunden, samtidig med at pirken med dens farver kan virke tillokkende for fiskene.
Min personlige favorit er klart det sidste forfang, men der er ingen tvivl om at begge typer virker.
Vægten på lod, eller pirk bør være så lidt som muligt. Det er altså dybde, og strøm der afgør det. Ofte vil jeg bruge 60 g ved kyst, og 60-80 g ved fiskeri fra båd.

Agn til fladfiskeri er oftest børsteorm, det er nok det de fleste har bedst erfaring med.
Af andre agn som også kan virke på dagen er, skalrejer, kyllinghjerter, Gulp orm.

Fisketeknik

Fladfisk ynder at ligge i læ af strøm, og vind. En god huskeregel ved kystfiskeri, er derfor at have vinden i ryggen når du fisker fladfisk. Ved fiskeri fra båd, er opgaven at finde en skrænt hvor fiskene ligger i læ.

Fra kyst vil det være bedst at bruge et fastspolehjul, da det er nemmest at kaste med. På båd kan det alternativt godt betalte sig at bruge et low profile multihjul. Ved brug af multihjulet, får du nemmere ved at give line hvis strømmen er kraftig, dette kan du let gøre ved at have låsen slået fra på hjulet, og så i stedet have tommelfingeren på spolen. Dermed kan du bruge tommelfingeren til at slippe, og bremse linen med. Da du dermed har fingeren direkte på linen, er det også nemmere at mærke de små hug på agnen.

Fra kyst i alt slags vejr, og fra båd i stille strøm forhold kan nedenstående metode bruges.

Kast ud, og lad forfang mm. synke til bunds. Stil derefter stangen op, f.eks i den stang holder, og stram linen op. Linen skal strammes lige til at du kan mærke modstand. Dermed skulle du på stang spidsen kunne se hver eneste lille hug på din agn.
Når du får hug, så lad fisken tygge ormen i sig, giv den lige 10 sek før du giver et “bestemt” modhug. Ikke et hårdt modhug, men et kort og bestemt. Ellers risikerer du at flå krogen helt ud at fisken igen.
Sker der ikke noget inden for 5 minutter, så prøve at spinne 5 gange på hjulet, og lad den ligge. Ofte skal der kun lidt ryk til at få bid.
Når du har affisket den linie du kastede ud i uden held, så ryk dig 2 meter, og prøv igen. Når først du har fanget én fisk, så er der også flere.

Fra båd i lidt strøm kan udfordringen være ikke at have din agn til at drive med alt for stor hastighed på bunden. Dette kan løses ved langsomt at give line. Med et fastspolehjul er det nemmest lige at sætte linen ind mellem fingerne på den hånd som ikke holder stangen, og så styre line udtaget med fingerne. Med et multihjul kan det klares ved at holde tommelfingeren på spolen.

Hvis du har læst hele siden, så skulle du nu være godt påklædt til at fange fladfisk. Så knæk og bræk 🙂

%d bloggers like this: