Tag-arkiv: Fyrholm

Buletur Vs Drivtur

Egentlig er overskriften lidt misvisende, men i weekenden var jeg ude på begge dele.
Første tur var en Buletur med Fyrholm fra Helsingør, på en dag hvor vejret var skønt om ikke en smule køligt.
Efter at have trukket lod om pladserne, sejlede vi ud kl. 8 og satte straks kursen mod syd. Fyrholm er en af de både som lander flest målere i løbet af vinter sæsonen, så det var ikke uden grund at valget faldt på den.
Denne dag havde jeg for første gang i et år Bundfisker med ude, det var rart at se ham igen efter så lang tid. Han var en super guide da jeg startede med at fiske for snart 3 år siden.
Nå men tilbage til fiskeriet…
Efter lidt sejlads mod syd satte skipper endelig farten nej, og begyndte at søge. Der gik ikke længe før en bule var spottet, og så gik jagten ind.
Med motoren i fuldt bak blev der ringet med klokken, og alle lod pirkene søge mod bunden. Selv fik jeg ikke noget på første stop, men gutten lige ved siden af min fik dagens første, og sidste måler på 10,8 kg.
Bundfisker fik også en fin fisk omkring de 2 kilo.
Ved næste stop gik det bedre der fik jeg en 1,5 kilo, mens Bundfisker igen kunne præstere en fisk omkring de 2 kilo.
Fiskeriet gennem formiddagen var rimelig godt, men efter klokken 12 døde det lidt ud. Skipper sejlede godt rundt for at finde bulerne, og alle fik fisk. Selv endte jeg med 5 torsk på samlet 10 kilo, mens Bundfisker kom op på hele 10 torsk.
Jeg havde som sidste år med fokus på antallet af fejlkrogede fisk, og blandt de 15 fisk som vi fik op, var 3 af dem fejlkrogede. Det tal passede også fint med de fisk jeg så blive hentet op omkring mig,

Weekends anden tur var med Arresø også fra Helsingør. Det var endnu en konkurrence dag med foreningen, så forventningen var høj.
Dagens vejr bød på en massiv tåge, lidt regn, ingen vind, ingen strøm.
Alt i alt et absolut lor..vejr at fiske i.
Det skulle vise sig at blive helt umuligt at fange fisk denne dag. Skipper prøvede flere spots, men næsten helt uden held.
Med 18 deltagere fra foreningen, lød den samlede fangst på 7 torsk.
Hverken Grumpy eller jeg fangende noget som helt. Vi havde faktisk ikke et eneste hug, eller blot en fejlkroget sild.
Absolut en af de dårligste dage jeg har prøvet.

Buletur med Fyrholm

Så blev det tid til at prøve bulefiskeri. Denne type fiskeri har og er genstand for meget debat, en debat som blandt andet går på at der ved denne type fiskeri, i højere grad bliver brugt for voldsomt grej, med mange fejlkrogninger som resultat.
Det var derfor også med lidt blandede følelser at jeg tog ud på denne tur, men på den anden side, så kan man jo ikke tillade sig at have en holding til noget, uden at have sat sig ind i tingene.
Selve fiskeriet foregår ved at skipper finder en bule (en samling af fisk), og derefter ved beregninger af over og understrøm, samt skibets fart, ligger sig over bulen, således at pirkene falder ned i mellem fiskene. Fiskeriet er meget intenst, når skipper råber “klar” gør man sig klar, og når han ringer med klokken, lader man pirken suse mod bunden. Derefter har du ca. 1 min. til at få fisken til at bide på, hvorefter skipper sejler videre.
Dagens tur var med Fyrholm med Lars Pryd bag roret, internettet flyder med lovprisninger om Lars Pryds evner indenfor bulefiskeri, så den del burde være i orden.
Vejret er en meget vigtig faktor for godt fiskeri, specielt strømforholdene, er noget som har betydning. Denne dag bød på stort set ingen strøm, og derfor stort set ingen buler.
Når en buletur koster mere end en drivtur, så skal årsagen findes i det langt højere forbrug af diesel. På en uheldig dag som dette var, så sejler man rigtig meget, og fisker meget lidt.
Faktisk vil jeg tror at vi fiskede under én time på en syv timers tur.
Efter min mening var det noget trist, men igen “når” vi fiskede, så var det voldsomt intenst.
En ting jeg for første gang blev opmærksom på, var gearing på et fiskehjul. Jeg brugte denne dag mit ABU 7000i hjul, som styrkemæssigt er fint, men som har nogle problemer pga. for lav gearing. Hjulet har en gearing på 4,1:1, hvilket betyder at for hver omgang man tager med håndtaget, så kører spolen 4,1 gang rundt.
Det er en helt normal gearing på et hjul, men den kan forekomme noget lav, når man hurtigt skal have sin pirk op fra 35 meters dybde.
Jeg fik i hvert fald denne dag, drejet mange hundrede omgange på mit hjul.
Dagens fiskeri bød på 2 torsk på 2 kilo stykket, og generelt på båden var det ikke meget bedre. Der var dog en enkelt måler på hele 16,8 kg. til en anden heldig fisker.
Da jeg nu selv har fået syn for hvad bulefiskeri er, så vil jeg da gerne lige kommentere lidt på punkterne med voldsomt grej, og fejlkrogninger.
Efter min mening så var der da enkelte som godt kunne have sat en mindre krog på deres pirk, men generelt blev der brugt helt almindelige pirke, med hvad der nu engang var monteret af krog ved køb.
Antallet af fejlkrogninger var dog noget højere end jeg normalt ser, selv ved drivfiskeri forekommer fejlkrogninger, men antallet var altså noget højere. For mig selv var det 50/50, men det er lidt svært at lave statistik på to fisk.
Efter at have prøvet bulefiskeri, så står jeg tilbage med en blandet følelse. De nævnte problematikker, er ikke rigtig noget jeg ud fra en tur kan tage stilling til, men selve turens udførelse med chancer for meget lidt fiskeri, er noget mere håndgribeligt. Jeg tager ud for at fiske, og selv om mange timers drivfiskeri, sagten kan byde på ingen fisk, så er chancen der jo hele tiden. Så udpræget bulefisker bliver jeg nok aldrig, men det skal da prøves igen, om ikke så for at få mere syn for sagen.