Tag-arkiv: fiskehjul

Buletur med Fyrholm

Så blev det tid til at prøve bulefiskeri. Denne type fiskeri har og er genstand for meget debat, en debat som blandt andet går på at der ved denne type fiskeri, i højere grad bliver brugt for voldsomt grej, med mange fejlkrogninger som resultat.
Det var derfor også med lidt blandede følelser at jeg tog ud på denne tur, men på den anden side, så kan man jo ikke tillade sig at have en holding til noget, uden at have sat sig ind i tingene.
Selve fiskeriet foregår ved at skipper finder en bule (en samling af fisk), og derefter ved beregninger af over og understrøm, samt skibets fart, ligger sig over bulen, således at pirkene falder ned i mellem fiskene. Fiskeriet er meget intenst, når skipper råber “klar” gør man sig klar, og når han ringer med klokken, lader man pirken suse mod bunden. Derefter har du ca. 1 min. til at få fisken til at bide på, hvorefter skipper sejler videre.
Dagens tur var med Fyrholm med Lars Pryd bag roret, internettet flyder med lovprisninger om Lars Pryds evner indenfor bulefiskeri, så den del burde være i orden.
Vejret er en meget vigtig faktor for godt fiskeri, specielt strømforholdene, er noget som har betydning. Denne dag bød på stort set ingen strøm, og derfor stort set ingen buler.
Når en buletur koster mere end en drivtur, så skal årsagen findes i det langt højere forbrug af diesel. På en uheldig dag som dette var, så sejler man rigtig meget, og fisker meget lidt.
Faktisk vil jeg tror at vi fiskede under én time på en syv timers tur.
Efter min mening var det noget trist, men igen “når” vi fiskede, så var det voldsomt intenst.
En ting jeg for første gang blev opmærksom på, var gearing på et fiskehjul. Jeg brugte denne dag mit ABU 7000i hjul, som styrkemæssigt er fint, men som har nogle problemer pga. for lav gearing. Hjulet har en gearing på 4,1:1, hvilket betyder at for hver omgang man tager med håndtaget, så kører spolen 4,1 gang rundt.
Det er en helt normal gearing på et hjul, men den kan forekomme noget lav, når man hurtigt skal have sin pirk op fra 35 meters dybde.
Jeg fik i hvert fald denne dag, drejet mange hundrede omgange på mit hjul.
Dagens fiskeri bød på 2 torsk på 2 kilo stykket, og generelt på båden var det ikke meget bedre. Der var dog en enkelt måler på hele 16,8 kg. til en anden heldig fisker.
Da jeg nu selv har fået syn for hvad bulefiskeri er, så vil jeg da gerne lige kommentere lidt på punkterne med voldsomt grej, og fejlkrogninger.
Efter min mening så var der da enkelte som godt kunne have sat en mindre krog på deres pirk, men generelt blev der brugt helt almindelige pirke, med hvad der nu engang var monteret af krog ved køb.
Antallet af fejlkrogninger var dog noget højere end jeg normalt ser, selv ved drivfiskeri forekommer fejlkrogninger, men antallet var altså noget højere. For mig selv var det 50/50, men det er lidt svært at lave statistik på to fisk.
Efter at have prøvet bulefiskeri, så står jeg tilbage med en blandet følelse. De nævnte problematikker, er ikke rigtig noget jeg ud fra en tur kan tage stilling til, men selve turens udførelse med chancer for meget lidt fiskeri, er noget mere håndgribeligt. Jeg tager ud for at fiske, og selv om mange timers drivfiskeri, sagten kan byde på ingen fisk, så er chancen der jo hele tiden. Så udpræget bulefisker bliver jeg nok aldrig, men det skal da prøves igen, om ikke så for at få mere syn for sagen.

OKUMA Cold water line counter-CW-303DLX

Så blev mit nye hjul testet, egentlig er det et par uger siden nemlig ved min sidste tur efter torsk. Da jeg forsøger kun at købe nødvendigt grej, er min argumentation for at købe hjulet, at der er linetæller på. Det kan give nogle fordele i fiskeriet efter torsk, da det dermed er lettere at ramme præcis den dybde de står i.

okuma cwJeg valgte i øvrigt Okuma hjulet, fordi jeg igen ville have et venstrehånds multihjul,og at finde et med linetæller på, begrænser udvalget voldsomt.
Nå men her er mit indtryk af hjulet.
Første tanke er at str. 3 er rigeligt stort, det virker en smule voldsomt. Men da den lokale grej pusher kun havde den størrelse, så var der ikke så meget at snakke om.
Hjulet virker bundsolidt, udført med messing gear, en solid bremse, og et overdimensioneret håndtag, som i første omgang virker vildt stort, men som vinder med tiden.
Stjerne bremsen er super behagelig, ofte gnaver de lidt i fingerene, men denne er “rund”, og blød og bruge.
Lineføreren virker i første omgang lidt løs, men den virker fint, og laver en super flot lineoplæg.
Selve armen til at spinne ind med er noget længere end normalt, ligesom håndtaget er noget større. I praksis giver det en mere behagelig indspinning end på mine andre hjul, da bevægelsen man foretager er noget større. Det store håndtag gør at det er nemt at holde på.
Linetælleren er som oftes i fod, den virker rimelig præcis, og er god placeret så den er nem at aflæse.
Linetæller huset er udført med antidug glas, og har en skrue på ydersiden som gør det muligt at tage tælleren ud, og tørre den hvis der skulle komme vand ind i huset.
Der er ingen tvivl om at hjulet fremover vil være mit foretrukne, måske ikke fordi det er så meget bedre end min ABU hjul, men nok mest pga. linetælleren.

Link til yderlige specifikationer på hjulet:
Fisk og Fang
Okuma

Nyt hjul: Spinfisher V 4500

Dette hjul købte jeg sammen med min Godspeed Power Cast 11 stang, jeg ville egentlig have købt et Penn Slammer 360, men det viste sig at foden på hjulet ikke passede til stangen. Grejpusheren foreslog derfor dette hjul i stedet, til en mer pris på 400,- (999,-). Spinfisher V er en helt ny serie af hjul fra Penn, og der laves 8 modeller. hvor 3500 er den mindste.
Til danske forhold skulle de dække de fleste behov. Selv har jeg valgt en 4500 model, som kan klare alt hvad Øresund kan tilbyde.

Første hånds indtrykket er at det er et flot hjul, men nu er det jo ikke farven der fanger fisk. Hjulet virker utrolig robust, men har en utrolig let gang. I forhold til mit 10 år gamle Steelhead hjul, så er det her en helt ny verden.
Hjulet er relativt lille, og har en vægt på 400g. Det er ikke FOR lille til mine store hænder, men det har en rigtig god størrelse, og vægt i forhold til at skulle bruge det en hel dag.

Jeg har efterfølgende læst godt om hjulet, og specielt bremsesystemet fremhæves. Desværre er det sådan en ting som man ikke lige kan se, så jeg stoler blot på hvad de kloge siger. Det giver dog en god mavefornemmelse, og understøtter min egen opfattelse af hjulet.

Jeg har nu haft det i 5 måneder, og det er klart mit foretrukne hjul til både p&t, og kystfiskeri.