Tag-arkiv: fiskehjul

Daiwa SG 47 LC 3BL

Så blev det tid til en anmeldelse af mit Daiwa SG 47 LC 3BL multihjul. Hjulet har været mit primære multihjul det sidste halve år, så jeg vil sige at jeg har testet det godt.
Daiwa SG 47 har i flere år været et af de mest solgte trolling hjul, og i denne udgave er det efter sigende blevet opdateret med nogle lavere tolerancer, så det kører hurtigere, samt en stærkere bremse.
Det helt nye som har gjort at jeg har købt det, er at det nu er lavet i en venstrehåndsudgave.
På grund af de gennem tiderne gode anmeldelser, ville dette hjul have været mit første valg, hvis det havde været på markedet da jeg købte mit Okuma Cold water line counter-CW-303DLX.

Specifikationer:
Linetæller i fod
UTDrag
3 kuglelejer
Alu spole og håndtag.
Modstands dygtigt for korrosion
Gearing : 4,2 : 1
Linekapacitet : 0,38 mm – 440 m
Vægt 495g

Selve hjulet er super flot, det er stilrent, og lige til at gå til.
Det er noget mindre end Okuma hjulet, og vejer også 75g mindre.
Det er meget robust, og der er ingen raslen eller løse dele.
Line oplægget er super fint, ligesom tælleren fungere helt efter hensigten.
Bremsen fungerer fint, men virker ikke helt så stærk som på Okuma hjulet. Stjernen er  heller ikke helt på blød i kanterne som på Okuma hjulet, og det gør at den godt kan gnave lidt.
Armen og håndtaget er noget mindre end på Okuma hjulet, og selv om gearingen er lidt højere på dette hjul, så virker det for mig som om jeg skal dreje flere gange. Den lidt kortere arm gør bevægelserne mindre, men for mig virker det lidt akavet.
Hjulet minder utrolig meget om mit Abu Ambassadeur 7000i bare med linetæller på, ikke at det er negativt, for det er et super godt hjul.
Personligt er jeg nok mere til en længere arm og et større håndtag, men ser man bort fra det så er Daiwa hjulet bestemt lækkert. Selve finishen er ultra lækker, hjulet er utrolig robust, og kvaliteten oser.
Så om man er til det ene eller det andet er nok en smagssag, men man går ikke helt forkert af dette hjul.

Abu Garcia Ambassadeur STX 5601

Efter at have været på et kursus i fladfiskeri, og binding af forfang i efteråret, fik jeg øjnene op for hvor effektivt et lille multihjul kan være. At kunne give line med en hånd hvis båden drev for meget, er virkelig lækkert.
I første omgang var jeg egentligt på udkig efter et low profile hjul til formålet, men min grejpusher fik jeg overtalt til at købe et lille multihjul i stedet. I følge ham skulle lejerne i hjulet bedre kunne tåle saltvand, og da det er der det skal bruges virkede det meget logisk at købe det.
Selve hjulet er ret lille, nedenfor kan du se et billede hvor det er fotograferet sammen med mit Okuma  Cold Water hjul.
Vægten er 305g mod Okumas 400g, og den lave vægt mærkes tydeligt efter noget tid med hjulet i hånden.
Hjulet virker utrolig robust i opbygningen, og er utrolig godt opbygget. Hjulet har 4 kuglelejer, og et rulleleje, og det glider utrolig nemt selv med hård belastning på. For at opveje hjulets lille størrelse er gear udvekslingen hele 5,9:1, det gør hjulet hurtigt nok til fiskeri i dybden. Personligt har jeg testet det på 30m, og på den dybde var hastigheden i orden.
Hjulet monteres perfekt på både kaste- og prikestang, og kan i øvrigt have 210m 0,35 line på.
Hjulets styrke blev for alvor testet på en tur på Øresund, ved fiskeri efter makreller fik jeg 5 torsk på krogene. I alt var der over 7 kilo trækkende torsk, men hjulet stod prøven og var trods den store ballast stadig til at dreje rundt.
Bremsen er følsom men bestemt, og justeres som på andre hjul ved hjælp at en stjerne ved håndtaget. Selve fri løbs låsen styres via en bred knap som sidder hen over hele spolen, det er virkelig fedt og giver en super godt kontrol.
Egentlig har jeg slet ikke fundet noget negativt ved dette hjul, og var det ikke for den åbenlyse begrænsning i at hjulet ikke kan holde til alt, og at der ikke er linetæller på, ja så var dette klart min favorit.
Selvom jeg skriver at hjulet er stærkt nok til at hive med vægt op fra bunden, så vil jeg tro at det nok har sin begrænsning. Derfor vil et større hjul med en større bremse, nok være at foretrække til det tungere fiskeri.

Pladen fuld

Så kom der endelig gang i fiskeriet.
Fredag var planlagt til en tur efter flade sammen med Freezy, men en spændende opdatering på Facebook med besked om masser af makrel ved Norvest Revet ved Hven fik lavet lidt om på det.
I stedet søgte vi mod Hven i håb om at endelig så lidt makrel med hjem, og det lykkedes.
VI sejlede ud omkring kl. 14.00 og kunne ved ankomst til Hven spotte godt med både. I starten fik vi ikke med på krogene, så efter lidt tid søgte jeg lidt væk fra de andre både. På det nye spot gik der ikke længe før den første torsk var oppe, og på loddet kunne vi se masser af aktivitet. Aktiviteten var primært sild, men da både makrel, og torsk spiser sild, så var det ikke helt skidt.
Efter yderligere lidt fiskeri så kom den endelig, en fin lille makrel som dog fik friheden igen. På et tidspunkt havde vi ikke fisket længe, og vi havde allerede fanget mere en jeg har på de sidste ture.
Der skulle dog ikke gå længe før vi fik nogle ordenlige makreller, de gik i stimer lige over sildene, og når først de var der så var det bare om at være klar. Så da Freezy fik lidt kludder i linen, måtte det pænt vente til jeg var færdig med at fange makreller.
Efter at have fanget lidt makreller fik jeg et ordenligt hug, og det gjorde det ikke bedre at vi i dag fiskede med let grej. Min Never Crack bådstang kom virkelig på overarbejde, og mit nye ABU Garcia Ambassadeur STX – 5601 som var i brug for første gang, måtte virkelig vise sin styrke. Efter noget tids trækken op og ud, kunne jeg ane en lang række af fisk på mine kroge. Det skulle vise sig at der var torsk på 5 ud af 6 kroge, og alle sammen torsk over mål. Jeg valgte at genudsætte de 2 af dem, men de andre røg i spanden.
Knap havde jeg dumpet ned igen før endnu en torsk over mål var på, men også den fik sin frihed.
På det tidspunkt var Freezy ved at være lidt træt i armene, og bad om hjælp til at lande 2 flotte sej på godt 750g hver.
Efter at være drevet lidt væk fra der hvor vi fik makreller sejlede vi tilbage igen. Igen fik vi lidt makreller, men da jeg igen ville til at sejle, fik Freezy et godt hug. Efter en længere kamp for at få noget op til overfladen, kunne vi i vandet se en torsk af en noget større dimension end de andre vi havde fanget. Igen var der mere end en torsk på, og med lidt kamp fik vi dem alle op på dæk. I alt var der 3 torsk med op, med den største på 3,60kg, en på 1,50kg og så en lille omkring kiloet som vi genudsatte.
Det blev til endnu et par drev med lidt fisk oppe, men efter godt 3 timers fiskeri vendte vi snuden hjemad.
I alt fik vi hjemtaget 10 makreller, 6 torsk og 2 sej, i alt godt 16 kilo fisk på 3 timer.