Fredags tur uden makreller

Fredag var Grumpy klar igen efter en lang ferie, og med mine sidste ture på sundet, hvor makrellen bestemt har været til at tale med, ja så var gejsten i top.
Efter lidt forsinkelse kom vi godt fra havn, og lagde straks kursen mod Hven. Igen denne dag var der fin aktivitet på loddet, og igen var det sild i hobetal.
Desværre var makrellerne ikke til at tale med, og trods en ihærdig indsats så fangede vi ikke en eneste på tre timer.
Torsk derimod var der nogle af, og af dem vi havde oppe beholdte vi seks stykker.
Specielt sjovt var det da jeg i bedste John Wayne stil forsøgte at fiske med 2 stænger samtidig, og fik hug på den ene. Det var lidt af en kamp at holde styr på.
Selv om der var lidt skuffelse over de manglende makreller, så var fangsterne af torsk helt i orden. Og med en fantastisk sommeraften med en super flot solnedgang, så var det alt i alt en super fin tur.

Makreller i hopetal

20 grader og sol på en søndag hvor man ikke har andet at tage sig til, det kan kun betyde fisketur.
Der skal ikke herske tvivl om at ynglings fisken her i huset er makrel, det er den eneste fisk jeg ikke får ballade over at fange mange af.
Med afgang fra havn kl 8 var Lufty, og jeg klar til en dag på sundet. I dag skulle vi for alvor finde makrellen, og det skulle vise sig at være rimelig nemt.
Fremme ved spottet for de sidste par ture, kunne vi konstatere at der var de ikke. Vi søgte derfor videre mod en klump af både som vist havde fået samme idé. Fremme ved bådene kunne vi hurtigt se at der var gang i fiskeriet. Flere af bådene havde rigget til med Ruby Duby, en blanding af hakket fisk som sænkes ned i vandet. Dette giver en duftspor som lokker makrellerne til.
Vi havde dog ikke noget med, og var derfor nødt til at snyde lidt, og ligge os tæt på de andre. Der skal ikke være tvivl om at de andre fangede mere end os, makrellerne blev lidt kræsne og ville altså hellere havde deres sildestykker, og kyllinge hjerter som det havde monteret på enkelt kroge. Vores almindelige makrelforfang var ikke meget værd, men det virkede dog trods alt.
Specielt mærkeligt var det at Luftys forfang med grønne fjer ikke fangede noget som helst, men ved skift til røde fjer så kom der gang i det.
Igen var der rigtig mange små makreller som blev genudsat, men da dagen var omme havde vi alligevel hjemtaget 52 stk.
Efter nogle timers makrel fiskeri, skulle fladfiskeri ved Hvens kyst prøves efter. På det tidspunkt må jeg indrømme at jeg var noget træt, så det blev et noget halvhjertet forsøg.
Strømmen langs vestkysten på Hven var rimelig stærk, og det gjorde det rigtig svært. Så efter en lille times fiskeri havde vi haft en 20-25 stykker oppe, og havde kun hjemtaget de 5.
Efter 9 timer på havet var vi igen i havn, godt solbrændte, og med en ordenlig potion fisk.
Gad vide om jeg kan vente helt til på søndag med at fiske igen? 🙂

Gæt i øvrigt hvad vi fik til aftensmad?

Endnu en tur

Med en vind som endelig var til at sejle i, stod den torsdag på endnu en tur på sundet efter makrel.
Med  sidste uges tur i hovedet, kunne det næsten ikke vente med at komme ud igen. Men vejret bestemmer vi endnu ikke over så der skulle gå hele 6 dage.
Denne dag var det Mini, og Rørlæggeren der var med ude. Det var Minis første tur på havet, og selvom vinden viste sig fra sin gode side, så var hun ikke altid lige tryg ved situationen.
Igen sejlede vi mod Nordvest Revet, og fremme ved sidste uges spot, gik der ikke længe før der var god aktivitet under os.
Vi lagde hurtigt ud med at fange sild, de fleste var dog noget små og rør ud igen. Ind i mellem sildene blev det da også til makreller, og Rørlæggeren fik da også landet en enkelt 2 kilos torsk.
Efter godt 3 timers fiskeri blev fangsterne gjort op til 1 torsk, 10 sild, og 10 makreller.
Igen en underholdende aften, hvor specielt Mini fik sin sag for med 3 makreller på krogen samtidig.