Så blev det lige til en ikke helt planlagt fisketur.
Børnenes Lystfisker Akademi som jeg hjælper ved at være webmaster på deres hjemmeside www.blfa.dk, inviterede på en fisketur med Hanne Berit fra Rungsted.
Med afgang kl. 12.00 fra Rungsted kunne jeg lige nå 4 timers arbejde først, hvilket jo er en perfekt kombination for os arbejdsramte.
Hanne Berit har indtil sidste år været en del af Elida Fishing, men en nedgang i antallet af kunder har tvunget Elida til at skille sig af med båden. Årsagen til nedgangen skal i øvrigt findes i de kvoter som ramte lystfiskere nogle år tilbage.
Nu er der en ny ejer som jeg én gang har været ude med, så på tur nummer to blev det spændende at se hans evner.
På sidste tur i januar så det længe sløjt ud, men en lang sejltur til kobberværket redede turen.
Denne gang lagde vi ud med at sejle syd over, og gjorde første stop ud for Vedbæk. Ekkoloddet var efter skippers udsagn fuldt af fisk, men trods 30 minutters fiskeri så kom der ikke én eneste fisk ombord.
Vi søgte videre, og selv om loddet var ”fyldt” så kom der ikke fisk op. Generelt var der en mindre utilfredshed med at vi brugte al for lang tid ved hvert stop når der ikke kom fisk op.
Efter at have søgt længe uden at der var kommet fisk ombord, bestemte skipper sig for at søge op syd for Hven. Det var en længere sejltur som blev brugt til at spise, og få en hyggesnak.
Syd for Hven stødte vi på en af Landskrona bådene, og kunne straks se at de fik fisk.
Forventningsfulde gjorde vi klar, og mon ikke om skipper fandt fisk. Det var ikke alle der fik, men fisk kom der. Selv fik jeg to torsk op, hvor den ene blev genudsat.
Hvorfor skipper valgte at sejle derfra igen var mig en gåde, men endnu en lang sejltur nordpå som efter lang tid skiftede retning mod vest, endte med turens sidste stop.
Hvad der var på loddet ved jeg ikke, men efter 10-15 minutter fik jeg dog endnu en torsk, mens det for de fleste andre var noget af en ørkenvandring.
Selv om turen skulle slutte klokken 17, var vi dog først i havn klokken 18. Det var fint at skipper gav en time mere, når nu fangsterne havde været så få, men det havde nu været bedre hvis der ikke var blevet brugt så langt tid ved hvert stop som ikke gav fisk alligevel.