Velkommen til 2018.
Med indgangen til det nye år er det blevet til at se tilbage på det gamle.
2017 blev for mit vedkommende ikke så vildt hvad angår fiskeri, faktisk må jeg erkende at det blev til alt for få ture.
I mine tanker ser jeg tilbage på et år med alt for meget at lave i weekenderne og alt for dårligt vejr med masser af blæst. Nu siger man jo godt nok at der ikke er noget galt med vejret, men…. Det er altså ikke sjovt at sidde på sundet i 10 m/s, og ej heller at stå ved putten i øsende regnvejr.
Mine put ture i 2017 blev en katastrofe, 7 ud af 12 ture endte med en nul tur. Det kan vist ikke blive mere ringe.
Til gengæld må mine ture på havet generelt betragtes som en succes, jeg har godt nok noteret 6 nulture ud af 25 , men det er mest min egen skyld, fordi jeg har genudsat et hav af torsk. I 2017 hjemtog jeg trods nulture mere end 75 kg torsk, så derfor blev det lidt ok at lade dem slippe. Makrel fiskeriet blev helt vildt i år med 2 ture som vil huskes længe, og med en ny PR på 950g.
2017 blev også året hvor jeg totalt missede at have en super tur efter flade, men til gengæld fik jeg prøvet laksefiskeri i de jyske åer, en oplevelse som bestemt kan anbefales.
2018 skal blive bedre, og i tankerne er planen klar. Jeg får udstyret Lillefod (min båd) med alt til trolling, og så er lakseturen allerede aftalt. Tilbage er så bare at håbe på godt fiskevejr.
Godt Nytår og tak fordi du læser med.