Masser torsk

Så nåede vi til søndag, og dermed sidste dag på en fiske uge som siden onsdag har budt på ikke mindre en fire fisketure.
I dag var det konkurrence tid i den lokale forening, det betyder i vinter månederne en tur på havet med en af Helsingørs mange turbåde. I denne sæson har vi benyttet os af Arresø, og i dag skulle det vise sig at være et godt valg.
Med meldinger om godt fiskeri nord for Helsingør, var det også i den retning skipper satte kursen. Fremme ved M2 bøjen på Sjællands siden, gik jagten i gang. Trods ingen vind var der en god strøm, det gav  lidt udfordringer for vores  200 grams pirke. Dog ikke mere end at jeg  i første dump fik en fin lille torsk på krogen.
Starten på morgenen var lidt sløj, det første driv vi tog var noget langt, og næsten uden fisk.
Men efter at have flyttet os tættere på kysten kom der pludselig gang i den, jeg fristes til at sige at det væltede op med fisk. Desværre var alle enten under mål eller lige over, men fisk var der.
Tid tider var alle driv lidt lange, men når skipper så flyttede båden så fandt han fisk. Mod enden af turen udviklede det sig til noget der minder om bulefiskeri, små korte driv med stop lige over bulen. Det gav en stor jubel på båden, og alle fik rigeligt med fisk.
På en hvor temperaturen lå lige omkring frysepunktet, og med en let dis over sundet, kunne jeg gøre fangsterne op til over 20 torsk oppe. Jeg hjemtog dog kun 6 torsk på samlet 11 kg, med den største omkring de 2,5 kg. Min største torsk var blot 100 gram fra en tredjeplads i dagens konkurrence.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.