Dagens tur gik igen til Oceankaj, min fiskebuddy “Den Dovne Fisker” aka Lazy Guy, havde fået en helt nyt stang af sin kone i fødselsdagsgave. Så efter at have lånt udstyr af mig, skulle hans eget selvfølgelig indvies, og med min tidligere erfaring fra Oceankaj, så tænkte at det var et godt bud på en “første” gangs tur.
Vi var fremme på spottet ca. 8:15, og fik hurtigt rigget til. Allerede ved første kast fik jeg hentet en fin skrubbe op, det samme gjorde Lazy Guy. Desværre var fiskene ikke specielt villige til at bide på, dette tiltrods at vi havde nogle at de vildeste børsteorme, jeg nogensinde har set. Efter godt 2 timer, lød fangsten på sølle 6 flade, og lige så mange som røg retur, pga. rogn eller størrelse.
Efter at have skiftet pladser inden for en radius af 20-30 m. i de første par timer, blev vi enige om at prøve lykken længere nede af kajen. Tanken var simpelthen at give det 10 min. hver sted, og så forsætte hvis der ikke skete noget.
Det blev dog ved tanken, for ved første kast landede jeg en fin rødspætte på 500g, og min buddy tog også en fin skrubbe. Derefter var det som i fordoms tid (for fjortendage siden), god med store flade.
Efter 10 minutters fiskeri, fik jeg et voldsomt ryk i stangen. Efter en god fight, landede jeg en fin torsk på 1,04 kg. Det kunne Lazy Guy åbenbart ikke have hængende på sig, så 10 minutter senere, wupti!, torsk 2,5kg. Så blev dagen ligepludselig med bedre, og ikke mindst af at jeg senere landede endnu en torsk på 1,4kg.
I alt fiskede vi 4½ time, og fik 5 kg torsk, og 4,6 kg fladfisk. Igen en godkendt dag, og Lazy Guy nye stang kunne også fange fisk 🙂