Foreningskonkurrence i Store Rosenbusk

14. april var datoen for årets put and take konkurrence i Sletten Fritidsfiskerlaug, og på dagen var vi 14 deltagere.

Efter lidt hyggesnak og tilrigning lød start hylet kl. 7.00, og så blev der fisket.
Der skulle gå et godt stykke tid før første fisk var på land, hvilket var noget uventet. Ejerne af Store Rosenbusk havde spærret en god del af søen af til os, men vi måtte gerne fiske andre steder, hvilket flere gjorde.
Efter nogle timers fiskeri besluttede jeg mig også for at prøve nogle nye steder, og ved første stop fik jeg hug i første kast. Fisken løb livligt med linen, men da jeg gav modhug var den væk. Lidt øv når der nu endelig var gang i den.
Jeg søgte videre til nye steder, og besluttede efter 4 timers fiskeri uden fisk, at prøve endnu et sted. Det var noget væk fra der hvor Grumpy og en del andre havde fanget fisk, men noget skulle jo prøves.
Mini og Mr.Wow  gik også med til stedet, og vi fik hurtigt vores grej i vandet. Der skulle ikke gå længe før der var fisk, først til Mr.Wow, så til mig, og mig og…. Pludselig gik det stærkt, Mini lavede ikke andet end at nette fisk for os andre, men i en “stille stund” fik hun også fisk.


Med kun 5 minutter tilbage gik der kludder i den, og i et desperat forsøg på at fange en vinder fisk, fik jeg klippet krogen af Minis forfang, og bundet det på min eget som var knækket i den netop fangede fisk. Med kun 2 minutter igen kastede jeg ud, og blot 2 minutter senere var endnu en fisk på land.
Gik det stærkt den sidste time? Ja mon ikke, 1 fisk til Mini, 4 fisk til Mr.Wow, og 5 fisk til mig.

Efter slut hylet på konkurrencen blev det tid til indvejning, her kunne Mr.Wow for andet år i træk erklære sig som vinder, mens jeg fik anden plads, og Grumpy blev nummer tre.
Blandt alle deltagere var der lodtrækning om fiskekort til søen sponsoret af ejerne, og her kunne Mini, og Mr.Wows far finde smilet frem.
En super dag som startede med små regn, tåge og ingen fisk, endte med solskin og masser af fangster.

Trolling test fiskeri

Så blev det tid til at få Lillefod i vandet efter en lang kold vinter. 
Ventetiden er blevet brugt til at købe alverdens trollinggrej til brug til trolling efter havørred og torsk i Øresund.

Søndag skulle noget af grejet så prøves af, specielt fiskeriet med sideplaner er interessant, fordi man derved kan sprede sine agn godt ud fra båden.


På dagen havde jeg inviteret Mr.Wow med, og med afsejling fra Rungsted Havn klokken 9 tog vi en hurtig tur ud på 10 meters dybde.
Ulempen ved trolling er det mange stænger som skal rigges til, men omvendt er det også dem der er fordelen. Men det tager altså noget tid.

Efter at have fået sat alt i vandet, uden fisk undervejs var der blot at sejle der ud af.
Godt 2,5 time skulle der gå før vi havde første fisk, en fin torsk på godt 1,5 kg som dog fik friheden igen.
Efter blot 15 minutter kom der endnu en 1,5 kgs torsk, hvorefter det igen stilnede af.


Ventetiden blev brugt på hygge og på at tage grejet op, og i for at tjekke for tang mm.. På den måde fik vi også sat lidt system i håndteringen af de 6 stænger vi fiskede med.

Alt i alt fik vi 8 torsk op og vende på godt 6 timer, de fik dog alle friheden, mens vi blot glædede os over at have undgået linekludder.

Poppelsøen – Længe siden

Mandag i påsken bestemte Mini, Mr.Wow og jeg os for at besøge Poppelsøen i Ballerup.
Vejret var noget køligt men i solen var det bestemt til at holde ud.

Efter at have rigget en masse grej til gik fiskeriet i gang, og jeg startede vanen tro med en gennemløber. Det gav dog ingenting hverken til Mr. Wow eller mig.
Mini var dog blevet rigget op med Powerbait og der skulle knap gå en time før hun fik hug.
Det var sjovt at se hende fighte fisken og med en noget løs line tog det mere tid end forventet. Efter megen hiv og sving lykkedes det hende at lande en flot ørred på 1.50 kg.

Med humøret og i hytten i top blev der fisket videre og prøvet med alverdens farver Powerbait. Men på dagen var ørred fiskeri umuligt, på dagene op til og dagene efter blev der fanget fint med fisk, men denne dag var det dødt.

Vi fik desværre kun den ene fisk på de syv timer vi fiskede, og vi så blot en enkelt mere komme på land. Sløj dag, men om ikke andet så var hyggen i top, med kaffe, the og kage.