Søndag var en rigtig lang dag med masser af fiskeri på programmet.
Efter Grand opening i Simons put and take om lørdagen (hvor vi ikke deltog), var Grumpy og jeg klar til at fange resterne søndag. Med stå op tid kl. 04.45 var jeg klar ved søen kl. 06.00.
Sidste år havde vi en fantastisk dag med masser af fisk, og håbet var selvfølgelig en gentagelse.
Fra morgenstunden var det overskyet og godt blæsende, og det forsatte helt frem til kl. 12. Det gjorde det til en lille udfordring at kaste lige ud, og ikke mindst at mærke de bitte små hug i bølgerne.
Vi lagde vanen tro ud med at fiske med gennemløber, og det gav i løbet af den første time også 2-3 fisk. Derefter døde det ud, og vi måtte prøve andre ting. Generelt var det dagen hvor der skulle skiftes agn mange gange. Hver gang vi fandt opskriften og fik et par fisk, så døde det igen og en ny agn (farve) måtte i spil.
Først var det gennemløber, så rainbow powerbait med hvidløg, så smoke powerbait, så sort powerbait med hvidløg og så videre. Der blev virkelig skiftet agn.
Efter selv at have fanget 3 fisk efter 3 timer, og haft en håndfuld hug som ikke blev til mere, fik jeg endelig hugget… Langt ude i søen fik jeg et godt hug, og efter lidt venten løb den lidt med linen. Jeg besluttede at stramme op, og bum så kom fighten. Fisken hjulede simpelthen linen af mit hjul, og i et tempo jeg aldrig har oplevet før. Jeg strammede bremsen lidt men alligevel trak den line, i den linie den trak ville den snart når den modsatte bred, jeg kunne ikke gøre andet end at hjule ind, heldigvis valgte fisken pludselig at svømme ud midt i søen igen. Jeg trak ind som en sindsyg, og da vi endnu ikke havde set fisken var jeg klar over at den var i en pæn størrelse. Ofte vil de “små” nemlig hurtigt vise sig i overfladen, mens de “store” søger mod bunden.
Efter en længere fight så vi endelig flådet, og lidt efter ryggen af fisken. Den tog dog endnu et par udløb før vi endelig kunne nette den, og se hvor yderligt den faktisk kroget. Fisken var dog ikke helt så stor som ventet, men dog alligevel oppe på 4.95 kg 🙂
Jeg fiskede videre til kl.13.00 og fik yderligere en fin ørred, hvilket gav en samlet resultat på 11.50 kg.
Grumpy der i mod kunne ikke styre sig, og tog 9 ørreder med den største på ikke mindre end 6.10 kg. Det var i øvrigt nok til at sikre han dagens præmier på kr. 500,- plus 8 glas powerbait og et dagskort til søen.
For mit vedkommende var dagen dog ikke slut endnu, efter at være kommet hjem og have renset fisk, pressede Mini lidt på for at komme ud og fiske og sejle med Lillefod. Jeg var egentlig ikke svær at overtale, da jeg jo gerne ville teste mit nye ekkolod, og ikke mindst de nye gas/gear kabler jeg havde sat på båden.
Så kl. 16.00 var der afgang fra Rungsted Havn, med Mini, MrWow og undertegnede ombord.
Vejret var fantastisk, ingen vind, masser sol, og næsten ingen bølger.
I jagten på en torsk eller to, tog en tur ud til Hven med flere stop undervejs. Det gav ikke andet end sild og små hvillinger, så jeg måtte finde på noget andet.
Efter noget indstilling af ekkoloddet viste det næsten den enkelte fisk, og ikke mindst den indbyggede kortblotter var super.
Vi satte kursen mod Rungsted Hullerne, hvor jeg straks fandt lidt fisk. Det gav en fin torsk til Mini som blev super glad, selv om hun bestemt ikke skulle røre den 🙂
Ved hjælp af kortblotteren tog vi en del drev over samme område, og det gav en torsk til MrWow. Jeg skal da lige nævne at jeg slet ikke fiskede, da jeg glemt et hjul 🙁
Med en god sejltur på sundet, og med fisk i boksen var vi i havn omkring kl. 19.30.
Alt var perfekt, de nye kabler virker super lækkert, ekkoloddet/kortplotteren er for nice, vi fik fisk, og vejret var super. Hvad mere kunne vi ønske os?
Efter at have været på “fisketur” i godt 20 timer, var det en træt Allan der kl. 21.00 satte sig i sofaen og spiste lidt aftensmad, og mon ikke jeg sov godt 🙂