Tag-arkiv: fiskestang

3 i streg

3 i streg er overskriften på en umådelig dårlig stime af fisketure, som jeg hurtigt samler sammen i ét opslag.

Det er altså ikke vanen at jeg har nulture i putten på denne tid af året, noget helt andet er sommer og vinter, men forår!?!?!

Skærtorsdag tog jeg et smut i Store Rosenbusk på en regnfuld morgen. Det blev til 5 timers fiskeri og en knækket stang, på en dag hvor kun ét sted i søen gav fisk. Det positive fra denne tur var dog at jeg fik lært lidt fra til en af søens andre gæster, som var ny i faget.

Lørdag og søndag var jeg så på den igen. Lørdag stod den på Powerbait Cup i Ørsted Fisk og Golf. En konkurrence som Grumpy og jeg havde set frem til. Desværre blev dagen godt spoleret at mange dages kraftig vind, som også på dagen bød på op mod 13m/s. Og da Ørsten ligger frit på marken, ja så var det altså lidt svært. Der blev dog fanget fisk, og både Grumpy og Mr.Wow som havde presset sig med i bilen, fik da lidt fisk med hjem. Men med den vind var det vist mere held end forstand. Begge var dog langt uden for vinder chancer, med små fisk under kiloet.
Søndag havde Grumpy og jeg så arrangeret put and take konkurrence i den lokale forening.
På dagen var vi 6 deltagere som fik en rigtig hyggelig dag i Store Rosenbusk.
Fiskeriet var dog mere end ualmindeligt svært, og der blev generelt ikke fanget meget. Dette tiltrods for at der vanen tro var blevet udsat fisk fredag aften.
Selv om blæsten stadig ruskede i træerne, så ligger søen så lavt at det ikke generede.
Der blev fisket godt igennem med alt grejet fra boksen, men lige lidt hjalp det. Grumpy fik et enkelt hug men mistede desværre fisken, hvilket var det eneste vi samlet kunne præstere af flex på kligen.. Næsten..
For med godt 30 minutter tilbage af konkurrence var Mr.Wow gået på jagt, hvilket betød at han prøvede et nyt sted i søen. Det var hans held, for på blot 10 minutter landede han 2 fine ørreder med den største på 2,57 kg. 
Vi andre søgte straks mod spottet, men lige lidt hjalp det. 
Det betød dog at vi kunne kåre Mr.Wow som dagens vinder, og med nyt grej til boksen i præmie.

Tilbage er nu at jeg skal finde mig en ny Bombarda Stang, hvilket har vist sig ikke at være så nemt… Mere følger… 🙂

Tur til Brynshøj Put and Take

Efter at have læst meget godt om Brynshøj Put and Take, fik Grumphy mig overtalt til at tage en tur til søen.
Søen ligger ved Vig hvilket er godt 1 timer og 15 minutter fra mig, og da jeg også havde lovet at hente Grumpy, hvilket er 25 minutter fra mig, ja så skulle jeg meget tidligt op for at være tidligt ved søen.
Vækkeuret var sat til kl. 4.10, og det betød at vi var fremme ved søen kl. 6.30.

Allerede fra morgenstunden viste vejret sig fra sin dårlige side, og det blev ikke bedre før godt en time før vi skulle hjem.
Det startede med regn som gik over i slud, og med den vind som skiftede tempo og retning mange gange gennem dagen.

Pga. vejret valgte vi fra morgenstunden at prøve alt andet end powerbait, da det er noget møg at arbejde med i regnvejr.
Jeg fik hurtigt rigget min lille spinnestang til med en fin sort/gul 5g. gennemløber.
Jeg havde allerede udvalgt mig spottet, så det var bare at kaste ud.
Jeg kastede ud mellem bredden og en lille ø, for at fiske i “strømmen”. Efter godt ti omgange på hjulet var der bud efter min gennemløber, et kontant hug, og en hidsig fight som kun blev bedre på min lille 7″ spinnestang.
Da jeg kaldte på Grumpy for at bede ham styre nettet, troede han ikke på at jeg i første kast havde fisk, selv havde han slet ikke rigget færdigt. Men fisk var der, og efter lidt tid kom der en fin 1 kilos ørred i nettet.
Med 2 minutters fiskeri så var dagen godt startet, og forventninger til resten af vores syv timers fisketid var bestemt høje.
Jeg fiskede videre i et stykke tid samme sted, men måtte på et tidspunkt sige farvel til min gennemløber som satte sig i nogle siv. Jeg prøvede derfor andre farver samt spinner mm. dog uden noget held, hvilket efter noget tid fik mig til at søge andet steds.
Alt i mens regnen piskede ned prøvede vi alt hvad vi havde i boksen af spinner, gennemløber, flue og microblink, dog uden yderligere held.
Da regnen efter 5-6 timer lagde sig gik vi derfor over til powerbait, selv var jeg ved at være godt mør af træthed, kulde, og vand, og valgte derfor at bundmede.
Efter et stykke tid uden held valgte jeg at flytte mit bundmede til et sted længere ude i søen, hvilket var en godt beslutning.
Jeg mærkede at loddet ramte bunden, og nåede kun lige at sætte stangen fra mig før den dykkede godt.
Den dykkede lidt efter igen, og jeg valgte derfor at spinne ind og se om fisken var på. I første omgang var det svært at mærke da fisken var svømmet lidt ind, men efter lidt tid fik jeg fisken at mærke. Den tog nogle gode træk, og var oppe og springe nogle gange. Det var en fed fight, som betød at den flere gange var helt inde ved bredden blot for at tage endnu et udløb. Til sidste måtte den dog overgive sig, og jeg kunne dermed lande fisk nummer 2, som var en tand større end den første med en vægt på 1,5 kg.
Jeg forsøgte resten af tiden igen med bundmede, men det blev ikke til mere. Dagens fangst kunne dermed gøres op til 2 fisk til mig, og 0 til Grumpy.

Min indtryk af Brynshøj Put and Take, er at der er en god sø med mange kroge hvor fiskene kan gemme sig. Det er efter min mening et plus da man dermed har mulighed for at fiske flere steder, end blot at kaste ud midt i  søen. Omgivelserne er som ved at andre søer, men lokalbanen i baggrunden er ikke noget man ser hver dag.
Lå søen tættere på ville den bestemt blive besøgt oftere.

Årets første tur på sundet

Lørdag blev det tid til at få min båd i vandet for første gang. Min store plan var at filme søsætningen, men den blev godt spoleret af et kraftigt snevejr lige da vi ankom til havnen. Søsætningen gik dog  super fint, og trods sneen fik vi rigget til før vi drog ud på sundet.

Vi startede med lidt trolling langs kysten hvilket ikke gav noget som helst. Vi søgte derfor mod NV revet ved Hven, en lille sejl tur på godt 10 minutter.
Den manglende strøm i sundet gjorde dog at fiskene stod meget spredt, vi så kun enkelte sildestimer hvor vi forsøgte at fange lidt torsk. Efter at have prøvet 3-4 steder på revet søgte vi ind på lidt lavere vand. Vi startede ud på 21 meter og drev ud over en skrænt og op på godt 30 meter. Efter at havde fået pirkene i vandet gik der blot et par minutter før jeg fik hug, en godt fightende torsk gav en livlig kamp og inden jeg kunne få en landet fik Mr. Wow også fisk på krogen. Der stod vi så med to bukkede stænger, og drømte om kæmpe fisken. 
Mr. Wow fik sin først op til overfladen, og trods fighten var det ikke den kæmpe fisk, men dog en torsk på 2,70 kg. Min egen viste en vægt på 2,20 kg, hvilket heller ikke helt stod mål med fighten. Med fisk i boksen tog vi et par drev mere dog uden noget på krogen, så efter efter timer på revet vendte vi tilbage til Rungsted og trollede lidt. Det skulle dog ikke blive til mere denne dag, så efter 5 timer på sundet sejlede vi ind.
Med tilfredshed i sindet kunne jeg gøre min første tur i egen båd op til en super oplevelse. Ikke på grund af fangsten, men mere fordi båden sejlede fantastisk og alt bare spillede.
Glæder mig allerede til næste gang.