Aftentur på Sundet

Efter 1½ uges ferie med familien blev det endelig tid til at komme i gang med fiskeriet igen.
Torsdag aften stod den på en aftentur på sundet med udgang fra Helsingør.
Jeg havde læst lidt om det par gode spots med torsk og makreller, så dem var Grumpy helt med på at prøve.
Vi lagde ud med at sejle ud til M4 bøjen mellem Helsingør og Helsingborg, strømmen drev os nordpå i en rimelig fart, hvilket gjorde at vi heletiden måtte tænke på at give line, så pirk ikke bare fløj afsted.
Allerede ved første kast fik jeg en undermåler torsk op, og der gik da heller ikke længe før der kom nogle stykker over mål. Mange over mål er desværre stadig noget tynde, så de røg ud igen.
Efter at have drevet rundt et par timer, besluttede jeg mig for at prøve at fiske med en sild som agn.
Jeg afmonterede krogen på pirken, og satte et stykke line på ca. 35 cm på i stedet. På linen sad en løs krog, og i enden en fastbundet trekrog. De to kroge blev omhyggeligt stukket gennem en sild i hoved, og hale, og så var den klar.
Der gik dog et stykke tid før det virkede, og Grumpy nåede at hente nogle undermålere op undervejs. Men så pludselig var den der, en god solid fight, endte med en fin 1.8 kg. torsk på dækket.
Efter at have prøvet nogle timer, forsøgte vi en kort periode ud for Kronborg, men det blev heller ikke til makreller denne gang.
Ved opgørelsen af dagens fangst kunne vi blot tælle 3 torsk, men vi kunne samtidig have god samvittighed over alle dem som vi genudsatte.
Dagens mest særprægede fangst stod Grumpy dog for, med en god buet stang lykkedes det ham med møje og besvær at lande en pænt stor søstjerne. Kan den mon spises? Den blev dog også pænt genudsat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.