Bare fordi der er sat mange fisk ud, så behøver de ikke at bide.
Det må være den lære vi (Grumpy og jeg) fik efter at have besøgt Store Rosenbusk i søndags. Der var om fredagen udsat godt med fisk, og der var ikke fanget så mange om lørdagen. Derfor var tanken at søndag måtte de da være i bide humør.
Men trods en god start til en ung gut vi havde med, hvor han efter blot en halv time fik en flot bækørred på en mepps 2 spinner, så blev det en meget lang dag.
Først efter 6 timers fiskeri fik Grumpy endelig en fin ørred på 2,75 kg, og efter 8 timer pakkede vi sammen med blot 2 fisk på land til 3 mand.
Men sådan kan fiskeriet også være, og om ikke andet så kunne vi nyde en kølig men smuk forårsdag ved søen.