Masser af torsk i Øresund

1. juni og klar til en tur på sundet, hold da op hvor Lazy Guy og jeg glædede os til at komme ud igen.
Båden har igen ligget brak pga. utæthed, men nu skulle den være klar. Så med godt mod, og gummistøvler in case of, stævnede vi ud kl. 0700.
Vejret i dag var perfekt sejlvejr, 15-20 gr., solskin og absolut ingen vind, og ingen strøm. Gennem det meste af turen målte vi kun 0,2 knob i strøm, det gjorde at vi i dag kun fiskede med pirke på 100-150 g.
Jeg havde i dag udset mig dagen til at være i eksperimenternes tegn, tanken var ikke at gå efter de “kendte” steder, men at udforske sundet mellem Nivå og Hven.
Vi sejlede mod Hven, og gjorde stop på ca. 9 meters dybde. Her fiskede vi et lille stykke tid uden held, herefter sejlede vi lidt længere ud på godt 13 meter. Her blev det hurtigt til 3 torsk, det var dog kun den ene der var over mål. Efter yderligere et stykke tid uden noget på krogen, sejlede vi videre til et spot, som jeg udforskede sidst jeg var på sundet.
Her viste ekkoloddet aktivitet, og vi fik hurtigt hentet en masse små torsk op. Det var lidt fustrerende, men tanken var: Er der små, må der være store, og efter lidt tid fik vi endelig hevet nogle ordenlige fisk op. Vi drev stort set ikke, så i den periode hev vi fisk op på stribe. I starten tog vi dem der var 5 cm over mål, men det blev ændret da vi pludselig begyndte at give nogle pæne fisk op, med en vægt på over 1,5 kg. Jeg tog lige en på 1,7 kg., hvilket Lazy Guy ikke kunne have hængende på sig, så i samme træk tog han en på 2,0 kg.
Vi tog flere omkring de 1,5-2,0 kg, selv toppede jeg med en på 2,0 kg., mens Lazy Guy tog nogle på 2,0, 2,6 og dagens største på 3,5 kg. Virkelig nogle flotte fisk.
Allerede omkring kl. 10 snakkede vi om at vende hjemad, da fangsterne allerede var enorme. Klokken blev dog 11.30 før vi måtte overgive os pga. mangel på plads til fiskene.
Vi har på dagen haft flere end 50 torsk oppe og vende, flere over mål fik friheden igen. Vi endte dog alligevel med at hjemtage 20 torsk med en samlet vægt på 35 kg. En snit vægt på 1,75 kg pr. fisk, det er virkelig flot!
En super dag på sundet, blev afsluttet med 1,5 times rense arbejde hjemme i haven, efterfulgt af et godt bad.
Tjek lige billederne, og se de flotte sund billeder, og ikke mindst nogle flotte sommer torske buler på ekkoloddet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.