På en noget blæsende og regnfuld dag i februar skulle årets anden foreningskonkurrence løbes af stablen.
Med erfaringerne fra sidste tur havde jeg bestemt mig for at køre samme stil, en forfang med 2 gummifisk, og en fin Hven pirk for enden.
I dag sejlede vi med Havstrygeren fra Helsingør, og lagde ud med lidt fiskeri lidt nord for Kronborg. Der var små pletter på loddet (som er synligt på Havstrygeren), men ikke rigtig noget der ville noget.
Vi forsatte derfor nordpå, hvor vi efter en god sejllads stødte til flere andre turbåde. Også her var der periodiske pletter på loddet, men igen uden det store held, så efter noget tid søgte skipper videre.
Egentligt burde forholdene være fine med en rimelig sydgående strøm, som normalt får fiskene til at samle sig. I dag ville de dog det anderledes.
Vi søgte videre i det nordlige sund, hvorefter skipper besluttede at prøve syd for Helsingør. Så med regnen i ryggen gik det stødt mod syd.
Ved trykkerdammen var der dog heller ikke noget at komme efter, så igen måtte Kobberværket stå for skud. Men heller ikke her var der noget at komme efter. Igen små pletter på loddet men ingen fisk,
man må dog give skipper kredit for at kæmpe for sagen.
Efter 5 timer kunne fangsterne gøres op til en absolut nultur for alle.