I mangel på rolig vind blev det søndag til en tur til Simons Put and Take.
Grumpy og jeg startede ud klokken 7.30 ved søen, det var lige mørkt nok til at kunne se hvad vi foretog os, men vi fik dog hver især rigget til med bombarda og powerbait.
Det er ikke meget jeg har været i putten her til vinter, men Grumpy har været en hyppig gæst. Han har haft nogle okay ture, men kunne også berette at vinterfiskeriet bestemt ikke er det nemmeste.
I dag var vinden rimelig hård, og det gav lidt udfordringer i forhold til fiskepladser idet det lyn hurtigt blev super koldt.
Det forhindrede os dog ikke i at prøve hele vejen rundt om søen i jagten på lidt fangster. Denne dag var det dog fuldstændig ligegyldigt hvad vi prøvede, så efter at have prøvet flydende/synkende bombarde, og mere end 15 forskellige slags powerbait i alverdens kombinationer, kunne vi gøre 5,5 times fiskeri op til ét hug og nul fisk.
Men det var nu hyggeligt, og med det rigtige tøj på så betød vejret ikke så meget.