Tag-arkiv: fisk

Årets sidste tur

Så er årets sidste tur overstået, jeg havde egentlig sat næsen op efter en masse torsk, men jeg blev slemt snydt. I dagene op til turen, havde diverse kuttere ellers meldt om godt fiskeri, men denne dag var det noget broget.
Når en skipper melder om over 100 torsk oppe, så skal man lige huske på at 100 torsk til 40 mand ikke er så vildt endda.
Turen var med den lokale forening, sammen med en masse andre andre glade lystfiskere. Der var ingen tvivl om at nytårstorsken trak mange til. Alle både i Øresund kunne næsten melde om udsolgt af pladser, og det gav da også en solid omgang linekludder i flere omgange. Faktisk må jeg sige at det ikke var så sjovt at være så mange på båden af gangen. Vi sejlede denne dag med Havstrygeren fra Helsingør, og medbragte i alt 40 lystfiskere på turen.
Fiskeriet var som nævnt noget broget, der var masser sild i store størrelser, men torskene var svære at i tale. Skipper kæmpede bravt for at finde dem, men bide på ville de ikke. De fleste der fik torsk fik en enkelt, mens nogle selvfølgelig fik 3-5 stykker.
Grumpy og jeg som begge var med, havde ikke meget held med det. Først mod slutningen fik jeg et par hug, men begge røg af på vej op. Grumpy der i mod fik en fin 2 kilos op, den havde lige udset sig den fine sild som han havde ladet sidde på forfanget som madding. Super for Grumpy, for den ene fisk på 2 kilo, var nok til første pladsen i dagens konkurrence.
Selv måtte jeg nøjes med en 10-15 sild, som jeg pænt forerede til sidemanden.
Trods en temperatur på omkring de minus 7 grader ved afgang, var vejret til at holde ud, da vinden var så godt som nul, og solen kiggede frem.
En flot dag på sundet, som desværre ikke kastede det store af sig.

Morgentur på sundet

I dag stod den på en morgen efter sild og torsk. Egentlig skulle vi have sejlet med Hanne Berit fra Rungsted Havn, men pga. vejret blev vi rykket til Anthares fra Helsingør.
Vejret i dag bød på små regn til tider, men værst af alt 10-15 m/s i middelvind. Det gav nogle ret hidsige vindstød i løbet af dagen.
Det meste af dagens fiskeri foregik ved kobberværket, ud for den svenske kyst. Vinden skulle angiveligt have været lidt mindre der, men vind var det.
Én ting var vinden, en anden var strømmen som også var kraftig.
Allerede ved første stop blev til de små sild, og de var virkelig små. Nu er der ingen mindste mål på sild i sundet, men der er altså grænser for hvad for nogle størrelser jeg gider at lege med.
Desværre var det alt hvad der var, næsten….
Efter godt 4 timer fik min sidemand, en torsk på 1.4 kg., og lige efter fik jeg 3 små torsk, som dog alle måtte ud igen.
Derudover fik jeg (vanen tro) en fjæsing.
Dagens overraskelse var at en anden deltager, tiltrods for at vi skriver den. 16. november, fik en lille makrel på krogen. Mon ikke den havde glemt at svømme med de andre.
Båden rundt blev der i dag kun fanget omkring 4-5 torsk, og en del små sild, og så lige makrellen.
Turens sidste underholding kom da en deltager valgte at prøve at håndfodre mågerne, i første omgang ramte mågen forkert, og bed ham i stedet i fingeren. I øvrigt må det siges at mågerne er ekstremt nærgående. En deltager havde to gange i dag en måge på krogen, ligesom jeg selv fik banket en måge i hovedet da jeg pirkede.
Hjemme på havnen måtte skipper konstatere at vejret ikke var værd at fiske i, hvorfor han aflyste den planlagte eftermiddags tur.

En enkelt i Store Rosenbusk

Jeg må nok erkende, at jeg har nået den alder hvor det at sove længe i weekenden, var noget der skete engang. I hverfald var klokken trods skiftet til vintertid, kun 6 om morgenen søndag d. 26. oktober da jeg vågenede, super frisk, og med intet at tage mig til.
Så med tanken om at Store Rosenbusk Ørredfiskeri havde sat fisk ud i søen om fredagen, samtidig med at det havde sat prisen ned om lørdagen, ja så var beslutningen ikke så svær.
Så kl. 7.25 var jeg ude af døren, med madpakke, grej og hvad der ellers skal bruges for at få en hyggelig dag.
Denne dag var jeg i øvrigt helt alene afsted, det siger næsten sig selv når turen var så impulsiv. Der var nok næppe mange af min normale fiske buddies, der var blevet glade for at blive vækket kl. 6 søndag morgen.
Fremme ved søen omkring kl. 8, kunne jeg se at jeg bestemt ikke var den eneste der havde valgt at bruge en smuk efterårs morgen ved søen. En 5-7 stykker ud over mig havde fået samme idé. Det betød også at min ud sete plads allerede var taget, hvilket gav mig lidt hovedbrud et øjeblik.
Jeg fik dog udvalgt mig en godt sted (håbede jeg) , og fik hurtigt rigget et bombarda flåd, med efterfølgende sort powerbait på stangen.
Det holdt sindsygt hårdt at få fanget noget, jeg har hørt de samme historier fra mange andre her i efteråret. Normalt er efteråret en super tid i put and take søerne, men i år er alt anderledes. Jeg havde dog håbet på lidt mere held, men tiltrods for min i hærdighed , med powerbait i forskellige farver, og jigs ligeså, ja så var bombardafiskeri ikke det der kunne lokke fisk på krogen.
Fisk var der dog, jeg kunne se flere stimer, og jeg så da også en enkelt som bed på hos anden.
Efter godt tre timers fiskeri, bestemte jeg mig for at prøve en tasmanian devil. Jeg har læst flere steder at denne er u-undværlig i grejboksen, så den måtte jeg prøve.
Efter anden kast var der bud efter den, jeg så hele hugget, da jeg havde bestemt mig for at se hvordan blinket svømmede. Det var en super fred oplevelse, at stå at se fisken komme susende, og i fuld fart gabe over hele blinket. Derefter kom fighten, hvor fisken bare susede afsted, og bestemt ikke ville op.  Heldigvis vandt jeg, og kunne dermed glæde mig over en super flot regnbueørred på 1,8 kg.
Mere blev det så heller ikke til, så efter yderligere godt 3 timers fiskeri pakkede jeg sammen, og drog hjemad.
På en smuk efterårs søndag i oktober, så endte alting alligevel godt trods det at være stået op kl. 6 om morgenen.