Tag-arkiv: hven

Fiske konkurrence – Årets første makrel

Så blev det tid til årets første småbåds konkurrence i den lokale forening. Konkurrencen er helt simpel, største fisk vinder.
Efter en god gang morgenmad serveret i foreningens fælleshus, var vi 21 morgenfriske gutter som stævnede ud kl. 8.00.
Som skipper på foreningens båd, havde jeg i dag fornøjelsen af at have Grumpy, og Lufty med ombord.
Vi lagde ud på en små 8 meters vand, men det gav ikke det store. Derfor forsatte vi mod Hven, og tog lige et stop undervejs. På stoppet fik vi alle en lille torsk, men ikke noget der var værd at beholde.
På vest siden af Hven så det dog noget anderledes ud på loddet,  det var rigtig gode lodninger, men hvad der var der var på loddet forbliver et mysterium.
Efter en god lodning lykkedes det dog Grumpy, og mig at fange et par fine torsk på 1,7-2,0 kg. Normalt fisk som ville give præmier i denne slags konkurrencer, så det hævede lige stemingen et par grader.
Efter nogle timers fiskeri ved Hven, besluttede vi at sejle mod Rungsted hullerne. Det er fuldstændig vildt hvordan dybden varierer der, lige fra 10-17 meters dybde. Det kan betyder at spottet byder på nogle rigtig gode gemmesteder for fiskene.
Fremme ved spottet, fik vi snart et par små torsk på krogen. Der skulle dog gå noget tid før vi fik noget som var værd at beholde.
Efter en god lodning fik jeg på ca. 10 m. dybde et godt hug, og minsandten om det ikke var årets første makrel. Den var dog noget klejn, faktisk den mindste makrel jeg nogensinde har set. Men den var der, og det betyder at der også er flere…
Efter min lille makrel søgte Grumpy straks ned på samme dybde, og knap var han kommet derned før han fik et godt hug. Det resulterede i en flot torsk igen omkring de 1,70 kg.
Efter godt 5½ time på havet, søgte vi mod havnen med en god mavefornemmelse for præmier til dagens konkurrence.
Dagen havde dog generelt budt på et svært fiskeri, men og med rigtig pæne fisk blandt fangsterne.
At sundet vrimler med torsk omkring de 2 kilo, kunne på dagen bekræftes af et massivt antal torsk i den størrelse. Ingen af mine eller Grumpys fisk viste sig at være inden for præmiere rækken, og vi måtte helt ud i anden decimal for at afgøre top 3.
Men trods manglen på præmier, så havde dagen budt på nogle gode timer, ligesom vi blev en vejr mæssig oplevelse rigere. Vejret denne dag bød nemlig på noget mere vind end vi normalt ville sejle ud i, helt over til 10 m/s i middelvind, og vindstød op til 15 m/s.
Men dagens højde punkt var dog den lille makrel, så mon ikke jeg snart skal ud og jage dem 🙂

2015-06-07 08.55.51

Endelig på sundet

Efter hvad der føltes som år blev det endelig tid til en tur på sundet.
Hvis det føltes som lang tid for mig, så måtte det føltes som en menneske alder for Lazy Guy som slet ikke kunne huske hvornår han var på sundet sidst.
Planen for dagen var en jagt på torsken, det betød at en del af sidste års “fest” pladser skulle prøves igen.
Vejret vidste sig fra sin absolut gode side, dog med en til tider kølig vind. Men med næsten ingen vind, og høj sol så kunne det vist ikke blive meget bedre for en dag i maj.
Vi tog den sædvanlige sommertur, hvilket betyder en tur syd langs kysten, så over til Hven, en tur til NV revet, og så ind mod sjælland igen. I dag var dog usædvanlig svær, efter 8 timers fiskeri havde vi haft 15 torsk op og vende. Af de 15 torsk oppe, valgte vi kun at beholde de 2.
Trods det svingende fiskeri, var turen dog en absolut succes. Næste gang ser jeg dog gerne lidt mere aktion, men hvis bare vejret holder så går det nok.

Endelig på havet

Så skete det, årets første tur i foreningens båd. Lørdag bød på stort set vindstille fra morgenstunden, og med op til 5 m/s op ad dagen. Dagen bød også på en god dis over Øresund, som havde noget svært ved at slippe. Klokken var faktisk omkring 11 før vi kunne se land på en kilometers afstand.
På dagen var vi 3 gutter som skulle ud, ud fra antallet af medbragte tasker så det ud som om vi skulle afsted i flere uger. Men som man siger: Man skal aldrig gå ned på udstyr 🙂
Planen var at sejle mod Hven, og forsøge at finde torsk i Nordvest Revet. Ved første stop på godt 18 meter vand, fik den ene af gutterne en flot torsk på 2,6 kg, mens jeg selv fik en fin undermåler. Det lovede dog godt for dagen.
Da fiskeriet ved det første stop ikke havde givet noget i et stykke tid besluttede vi at sejle videre mod Hven. Vi blev dog afbrudt at endnu et stop, som gav mig en fin lang torsk lige omkring kiloet.
Mange torsk i Øresund har smidt rognen, og er noget ranglede, men da der er noget langt i mellem torskene for tiden, så må man tage hvad man kan få.
Fremme ved Hven måtte vi se langt efter fiskene, der var simpelthen ingen aktivitet ved Hven overhovedet. Så trods at det betød endnu 40 minutters sejltid, besluttede vi at sejle mod Kobberværket. Kobberværket har de sidste måneder givet okay med torsk ved drivfiskeriet, så det måtte da prøves.
Efter en god sejltur, med lidt at spise, og en hygge snak, var vi fremme ved spottet, hvor også flere at turbådene lå og drev.
Vi fik da også samlet endnu nogle torsk op, selv om der var noget langt i mellem. Faktisk var der så langt, så jeg, blot for at fange noget, satte sildeforfang på. Det tog godt 10 min. at fange 3,5 kg sild, og så gad jeg ikke det mere.
I alt fik jeg landet 3 torsk, alle omkring kiloet, mens den ene af de andre fik en enkelt omkring kiloet, og den anden også fik 3 stk, dog med 2 omkring de 2,5-3,0 kg. Dertil kom selvfølgelig en god håndfuld sild.
Dagens sjoveste episode, var klart da jeg fik en torsk op, men sprøjtede sæd ud over det hele. Det var fuldstændig vildt at se på, og det krævede da også lige rengøring bagefter. Men sjovt var det. 🙂
Efter 7 timer på havet på en perfekt vejrmæssig vinterdag, kunne vi glade sejle i havn, og med glæde se frem til næste tur.