Tag-arkiv: kronborg

Øresund fra sin bedste side

Så er det nu hvis du skal fange torsk.
Lørdag var jeg en tur på sundet med Lazy Guy, og den bød på godt med torsk i alle størrelser.
Dagens plan var at fiske fladfisk, og derefter torsk.
Det er ikke rigtig fladfiske sæson nu, den starter først om en måneds tid, men det skulle dog være muligt at få lidt pæne fisk op.
Efter at have klargjort båd, og grej, sejlede vi ud fra Helsingør omkring klokken 9. Vejret bød på lette, dog massive skyer, som dog tillod solen at varme. Vinden var fra morgenstunden ikke eksisterende, men den skulle dog komme med op til 6 m/s i løbet af eftermiddagen.
Vi startede ud lige ud for Kronborg, nord for nordhavnen, og til sidst lige nord for Helsingborg færgehavn. Alle steder gav dog ingen fladfisk. Vi besluttede derfor at prøve lidt pirkefiskeri efter torsk.
I mangel af ekkolod startede vi blot lidt nord for M4 bøjen ved Helsingborg, og det skulle vise sig at være en god beslutning. Allerede i første pirk var der fisk, den var over mål men blev alligevel genudsat. Derefter gik det slaw i slaw med en masse fisk over mål, men lige små nok til os. Først efter en god times tid kom der gang i de store, hvilket betød 8 fisk over 2 kilo på en times tid.
Lazy Guy måtte da også lige blære sig med en fin lange på lige under 2 kilo, det var helt vildt som den kunne fighte.
Efter at have fyldt køleboksen godt op med torsk, besluttede vi at prøve igen efter de flade.
Jeg besluttede at vi skulle prøve på Disken lige syd for Helsingør. Fremme på Disken, godt 100m syd for den røde bøje, fik vi grejet i vandet. Efter blot få sekunder på bunden var der fisk, og det forsatte lystigt. Det var primært isinger lige under mål, men der kom dog også efter par håndfulde pæne fisk op. I alt blev det til 14 stykker, hvoraf 3 af dem var nogle rigtig pæne rødspætter.
Med over 20 kg fisk i boksen valgte vi at søge mod havnen, og kunne dermed se tilbage på en fantastisk dag på sundet.

 

Fladfiske eldorado eller noget

November er klart en høj tid for fiskeri efter flade, så det skulle prøves i weekenden.
Med båden klar både lørdag og søndag skulle der have været rigelig med muligheder.
Lørdag bød vejret på noget mere strøm og vind end ønsket, det gjorde det noget svært at holde bund. Vi startede ud på disken hvor der var været rygter om gode fangster af rødspætter, det var dog helt umuligt da vi drev alt for hurtigt. Vi besluttede derfor at søge mod den svenske kyst hvor der skulle mere læ for vinden, og mindre strøm.
Fremme ved spottet stødte vi på en svensk turbåd som også fiskede efter flade. Vi kunne se at de havde noget held med, selv om mange fisk røg ud igen. Selv havde vi ikke det store held, nogle enkelte blev det dog til.
Efter nogle timer med ganske få fisk ombord søgte vi mod nordsiden af nordhavnen i Helsingør, her var der også rimelig læ men det gav også kun få fisk.
Efter 6 timer på havet lørdag kunne fangsten gøres op til 4 flade og en enkelt torsk.
Søndag var vejret noget anderledes maks 4 m/s og næsten ingen strøm. Vi startede denne dag ved lappengrunden, som dog ikke kastede noget af sig. Derefter tog vi til Helsingborg igen, og der gik der noget bedre. Vi fik en fisk ombord om ikke mange, så nok til at vi var godt underholdt. Efter nogle timer forsvandt strømmen helt, og dermed dødede fiskeriet helt. Derfor søgte vi mod disken, som også gav fisk igen nogle få fine, men også nogle fine eksemplarer.
I et sidste forsøg tog vi et stop ud for Kronborg, her var fyldt med tur og småbåde. Strømmen her var fuldstændig åndsvag, det var helt umuligt at forud se driv retningen. Den ene gang gik den syd, og så nord. På et tidspunkt lå båden faktisk og drejede rundt.
Men igen fik vi dog nogle fine fisk, og som tiden nærmede sig slut tid, kunne vi gøre fangsterne op til 28 flade på samlet 8,20 kilo.
At fiskeriet var svært blev understreget at flere opslag på Facebook fra andre der havde været ude med små både. Turbådene meldte dog om godt fiskeri så måske skulle man bare have fulgt dem.
En sidste sjov ting var hvad fiskene bed på, først på dagen var det absolut de farvede perler der var et hit, men senere kun det hvide. Det var lidt underligt.

 

Put fiskeri og en enkelt tur på sundet

23 dage siden sidste opdatering, det er vist ny rekord.
Arbejde, og generel træthed tager al for meget af min energi for tiden, det går ud over både mit fiskeri, og mine opdateringer her på siden.
Jeg har dog være ude og fiske en del siden sidste opdatering, men fangsterne er desværre ude blevet.
I alt er det blevet til 5 ture siden sidst, fire i putten og en på havet.
At jeg ikke har været så meget på havet det sidste stykke tid, skyldes problemer med de både jeg har adgang til. Det har sat en god begrænsning på makrelfiskeriet i sensommeren, hvilket er rigtig skidt når nu yndlings fisken her i huset er makrel.
Derfor har jeg kastet mig en del over det noget besværlige put and take fiskeri.
Nogen mener det er så let som ingenting, men Grumpy og min erfaring er at det er det langt fra.
Igennem de fire ture vi har haft har vi prøvet en del teknikker af, ligesom vi har forsøgt at fiske under forskellige vejrforhold.
Vi har dog endnu ikke fundet tråden, og det selvom Grumpy efterhånden er på talefod med nogle at DKs bedste inden for feltet.
Det har dog ikke holdt mig tilbage for at besøge både Poppelsøen, Store Rosenbusk og Simons Put and take de sidste par uger.
Turene har budt på et noget sløjt fiskeri til trods for at søerne bugner af fisk, faktisk virker det som om at man i Simons næsten kan gå over søen på fiskene.
Men bider har de ikke gjort. Jeg har dog oplevet en del hug, men de har været yderst forsigtige. Det har dog uden tvivl været hug, da baiten ofte har været helt smadret.
Normalt vil jeg ved et hug stoppe med at spinne ind, og løsne bøjlen. Derefter vil fisken hvis den tager baiten, få lov til at løbe med linen i et stykke tid, hvorefter jeg lukker bøjlen og giver modhug. Det skulle være den helt sikre måde til fisk. Men det sidste par uger, hvor fiskene har hugget så forsigtig, har næsten ingen af dem løbet med linen, og så bliver det svært.
Jeg har dog haft fornøjelsen af at fejde et par stykker som jeg desværre mistede, og en enkelt som jeg trods alt fik med hjem.
Til historien om den en fisk jeg har fået de sidste par uger, skal det nævnes at det var i Simons. Søen har ry for at huse nogle rigtig store fisk, og for at gennemsnitsvægten er rigtig høj i søen. Men når nu heldet endelig skulle tilsmile mig, så fik jeg en ørred på blot 0,80 kg.
Med så svært en put fiskeri de sidste måneder, og så mange fisk i søerne, så kan det kun blive bedre, så mon ikke jeg skal afsted igen snart….
En lille note omkring min ene tur på havet, så var det en tur ud fra Helsingør i en lille jolle. Grumpy og jeg forsøgte os efter makreller, men aftenens fangst endte med blot en håndfuld små fisk, og en enkelt torsk over mål, som alle blev udsat igen.