Tag-arkiv: lystfisker

Personlig Rekord i Poppelsøen

Poppelsøen i Ballerup havde i anledning af gravearbejde i forbindelse med en større udvidelse af søen, halv pris på alle kort.
Så jeg overtalte lige et par venner til en lille 2 timers tur.
Jeg startede ud med en sølvblank spinner, og havde på de første 30 min ikke nogen hug. Min ene ven havde på samme type spinner fisk på krogen, men den hoppede af helt inde ved bredden.
Efter 45 min. valgte jeg at gå rundt om søen, igen uden held på den blanke spinner. På den anden side af søen fik jeg lige en snak med en anden fisker, som havde hentet 4 ørreder i land, den største vejede lige over 2 kg. Han havde fanget alle på powerbait i forskellige farver efter bombarda.
Jeg besluttede derfor at prøve med gul powerbait, og efter blot 5 min., var der hug, og efter 10 min. var første fisk på. Den valgte dog at tage et hop, og spytte krogen ud.
Lidt slukøret efter hvad der måske kunne have været den eneste fangst den dag, gjorde jeg dog klar igen. Denne gang gik der blot et par minutter, og så var den der. Jeg fik kaldt på hjælp fra min kammerat, og i mangel af net (det havde jeg glemt), fik jeg ham til at tage fat om fisken når jeg trak ind. Jeg havde dog ikke lige forudset, at fisken lige oppe af vandet, skulle rette alle 3 kroge ud på krogen, og lande lige i vandkanten. Heldigvis var fisken ikke lige klar over at den næsten var fri, og min kammerat hoppede resolut ud i vand til anklerne, og fik fisken op.
Det var så min personlige rekord fisk, 3,9kg, 70cm. og helt uden rogn. Det blev i fileteret tilstand til 2 stk. benfri filetter på 900g pr. stk.
På den igen, gik der ikke meget mere end 10 min., før der igen var bud efter min powerbait. Igen en personlig rekord, dog i den modsatte ende. En fin ørred på blot 800g blev landet, og i øvrigt fortæret samme aften 🙂

Uretfærdigt som tingene kan være, så havde mine kammerater hug, og fisk på, men fik ikke noget med hjem.

Fladfisk i Københavns Nordhavn

Efter at have læst om godt fiskeri efter flade langs den nye luksusliner kaj i Nordhaven, måtte jeg selvfølgelig prøve. Udstyret med Gulp orme, og optøede skalrejer, såtte jeg ved solopgang kursen med København.
Med lidt research på fisketips.dk, havde jeg fundet frem til at det var her (link til Google).

Vel fremme var der allerede et par stykker som var i fuld gang, og flade havde de da fået. Jeg fik hurtigt rigget en stang til, og kastet ud. Det gik dog efter lidt tid op for mig, at jeg havde kastet alt for langt. Et lille kast på 5m., var lige præcis det der skulle til, og så fik jeg hevet fisk op.
Gulp og skalrejer, hmm… Ok, det var ikke det de var gladest for, de andre der fiskede med børsteorm, fangede dobbelt af mig. Men ok, jeg skulle bare have en hygge tur, og aftensmaden kom da hjem.

Igen en super tur, trods en god sidevind på 7 m/s, så var det til at holde ud.

Havsæt – Ambassadeur 7000i & Penn Slammer

Ok, dette er ikke det dyreste sæt i verden, men jeg skal heller ikke fange hajer. Planen var at købe et godt all around sæt til Øresund, og det er efter min mening lykkedes.
Der er rigtig mange meninger om grej og priser, selv leder jeg dog ofte selv efter en middel ting, da pengene ikke hænger på træerne.

Jeg startede med at læse en masse om hjul og stænger, og kom hurtigt frem til at valg af stang er lidt sekundært, og at det er hjulet der tæller.
Jeg læste en masse godt om mange hjul, men valgte til sidst et ABU Ambassadeur 7000i i venstrehåndudgave. Årsagen til valget, var blandt andet at rigtig mange skriver at det bare holder. Det er et hjul for livet, og kan tage selv de store fisk på revet.
Jeg fandt det på tilbud i et sæt sammen med en Penn Slammer Boat Stick 30LBS til en pris på kr. 720,-. Virkelig en god pris.

Venstrehånds? Tja, jeg er jo venstrehåndet, men årsagen er nok mere, at på et multihjul som jo vender op mod en selv, der sidder armen på den modsatte side af et fastspolehjul.
Dvs. på et fastspolehjul drejer jeg med venstre hånd (på et højrehåndhjul), mens jeg må bruge højre hånd til et multihjul. Så for at bruge venstrehånd til begge hjul, så er et venstrehånds multihjul sagen. Jeg har flere højrehåndede kammerater som også har venstrehånds multihjul.

Selve hjulet virker meget robust, jeg har i skrivende stund haft det i brug 5-6 gange, og det er utrolig let at betjene, og løber godt. Jeg har haft god vægt på et par gange, og her virker bremsen helt som den skal. Bremsen kan som altid justeres efter behov. Eneste minus ved hjulet er dog at stjernebremsen gnaver lidt i fingerne.

Stangen er en 7 fods stang i den tynde ende, faktisk var jeg noget nervøs over tykkelsen, og om den ville holde. Men den har holdt fint indtil nu, og virker trods tykkelsen robust.

Sættet er et fantastisk godt mellemklasse sæt, som er mere end rigeligt til Øresunds torsk.

ambassadeur-7000ipenn-slammer-stik-boat