Tag-arkiv: ørred

Stille dag i Simons

I mangel på rolig vind blev det søndag til en tur til Simons Put and Take. 
Grumpy og jeg startede ud klokken 7.30 ved søen, det var lige mørkt nok til at kunne se hvad vi foretog os, men vi fik dog hver især rigget til med bombarda og powerbait.
Det er ikke meget jeg har været i putten her til vinter, men Grumpy har været en hyppig gæst. Han har haft nogle okay ture, men kunne også berette at vinterfiskeriet bestemt ikke er det nemmeste.
I dag var vinden rimelig hård, og det gav lidt udfordringer i forhold til fiskepladser idet det lyn hurtigt blev super koldt.
Det forhindrede os dog ikke i at prøve hele vejen rundt om søen i jagten på lidt fangster. Denne dag var det dog fuldstændig ligegyldigt hvad vi prøvede, så efter at have prøvet flydende/synkende bombarde, og mere end 15 forskellige slags powerbait i alverdens kombinationer, kunne vi gøre 5,5 times fiskeri op til ét hug og nul fisk.
Men det var nu hyggeligt, og med det rigtige tøj på så betød vejret ikke så meget.

 

Årets første tur på sundet

Lørdag blev det tid til at få min båd i vandet for første gang. Min store plan var at filme søsætningen, men den blev godt spoleret af et kraftigt snevejr lige da vi ankom til havnen. Søsætningen gik dog  super fint, og trods sneen fik vi rigget til før vi drog ud på sundet.

Vi startede med lidt trolling langs kysten hvilket ikke gav noget som helst. Vi søgte derfor mod NV revet ved Hven, en lille sejl tur på godt 10 minutter.
Den manglende strøm i sundet gjorde dog at fiskene stod meget spredt, vi så kun enkelte sildestimer hvor vi forsøgte at fange lidt torsk. Efter at have prøvet 3-4 steder på revet søgte vi ind på lidt lavere vand. Vi startede ud på 21 meter og drev ud over en skrænt og op på godt 30 meter. Efter at havde fået pirkene i vandet gik der blot et par minutter før jeg fik hug, en godt fightende torsk gav en livlig kamp og inden jeg kunne få en landet fik Mr. Wow også fisk på krogen. Der stod vi så med to bukkede stænger, og drømte om kæmpe fisken. 
Mr. Wow fik sin først op til overfladen, og trods fighten var det ikke den kæmpe fisk, men dog en torsk på 2,70 kg. Min egen viste en vægt på 2,20 kg, hvilket heller ikke helt stod mål med fighten. Med fisk i boksen tog vi et par drev mere dog uden noget på krogen, så efter efter timer på revet vendte vi tilbage til Rungsted og trollede lidt. Det skulle dog ikke blive til mere denne dag, så efter 5 timer på sundet sejlede vi ind.
Med tilfredshed i sindet kunne jeg gøre min første tur i egen båd op til en super oplevelse. Ikke på grund af fangsten, men mere fordi båden sejlede fantastisk og alt bare spillede.
Glæder mig allerede til næste gang.

3 på rogn i Busken

Med en lille uges ferie i bagagen kunne jeg lige presse en enkelt fisketur ind i kalenderen. Utroligt at være så optaget når man har ferie 🙂
Nå men i mangel på buddies til en tur på havet, blev det i stedet til en tur til Store Rosenbusk Put and Take. Planen var at prøve at fiske med ørredrogn, hvilket jeg har set andre gøre med stor succes.
Jeg har tidligere haft frosset noget rogn, som jeg valgte at tage ud af fryseren dagen før.
Fremme ved søen kl 9 kunne jeg konstatere at jeg var den eneste ved søen, hvilket gav let adgang til dagens valgte spot.
Jeg monterede et bobbelflåd på linen, og lavede et lille forfang på ca. 40 cm med en lille trekrog i enden. På trekrogen satte jeg så rognen, som godt kunne være rigtig svær at få til at sidde fast.
Man skal bemærke at rognen har en hinde på den ene side, og at det er denne krogen skal/kan sidde i.
Efter at have gjort rigget klart startede fiskeriet. Jeg havde valgt et spot hvor jeg sidste gang havde se flere blive fanget på samme måde, men efter godt en halv time uden hug, valgte jeg at skifte spot.
Dagens vejr var fantastisk, 5-7 graders varme, sol og ingen vind. Det gav en helt stille sø, hvilket gjorde det nemt at se gennem vandet. Det gjorde det desværre ikke nemmere at se fiskene, for dem var der ingen at se af, ej heller nogle der hoppede. Så uden visuel kontakt så var der bare at fiske spottet igennem.
Efter godt 20 minutter på nye det spot skete der noget, flådet flyttede sig stille hvilket godt kunne tyde på at der var skaller der nappede, men pludselig gik det under for en kort stund. Jeg nåede ikke at reagere og tænkte straks at rognen var væk, men så kom der endnu et hug, og jeg gav straks et modhug, og BANG! Så var der fisk. Det blev til en fed fight på min lille stang (6″), som endte med mig som vinder af en fin ørred på godt 1,70 kg. Dejligt at rognen virkede, og at min til tænkte teknik også virkede.
Jeg riggede til igen, og lagde rognen ud på samme sted igen. Efter godt 10 minutter uden noget valgte jeg dog at kaste lidt længere ud hvilket skulle vise sig at være en godt idé, kun 5 minutter senere var der hug igen, og denne gang var jeg klar. Et kontant modhug, og igen en dejlig fight med mig som vinder af endnu en flot ørred på godt 1,70 kg.
Med 2 fisk på land inden for 20 minutter var optimismen stor, og jeg forsatte derfor samme stil. Det skulle dog gå yderligere en halv time før der igen var bud efter rognen. Hugget var denne gang voldsomt kontant, og efter mit modhug kunne jeg konstatere at rognen var taget. Jeg fik derfor rigget til igen og kastet ud samme sted, og så gik det stærkt.
Jeg havde rigget til således at rognen når den sank fik flået til at rettet sig op, og i det øjeblik flådet begyndte at rette sig op, så kom hugget, og i sammen sekund min modhug. Rognen havde ikke været i vandet mere end 5 sekunder før jeg igen fightede en fisk.
Det var et fantastisk hug, en super fight, og igen en fin ørred som denne gang vejede godt 1,90 kg.
Med godt 2 timers fiskeri og 3 fisk på land var turen allerede en kæmpe succes, selv ikke det faktum at jeg de næste 3 timer ikke fangede noget som helst kunne ødelægge det. Slet ikke når de to andre som ankom til søen senere end mig og gik før, kun samlet fik en enkelt fisk på land.
Så med 3 fisk i baljen, og en masse erfaring rigere med rogn fiskeri, så drog jeg hjemad med en fantastisk fisketur i hukommelsen.
Bemærk i øvrigt på billedet hvor yderligt fisken er krogen, alle fisk var kroget således 🙂