Tag-arkiv: ørredfiskeri

God morgen i busken

Med lidt for meget vind på sundet, blev det lørdag til en tur til Store Rosenbusk put and take.
Vejret var på dagen meget omskiftelig, lige fra sol og varme, til blæst og regn.
Vi (Grumpy og jeg) startede ud ved åbningstid kl. 6, og måtte hurtigt høre andre hive fisk op. Der skulle dog gå “hele” 15 min før vi fik den første, hvilket skulle vise sig at være en fin lille guldørred omkring kiloet.
Derefter gik det stærkt, det betød for mit vedkommende 6 hug, 2 mistede fisk, og 3 fisk på land på blot 45 minutter. Grumpy fik i denne periode 4 fisk på land.
Efter en gylden time stilnede fiskeriet dog af, selv fik jeg ikke meget at arbejde med de næsten mange timer. Grumpy derimod fik løbende lidt hug, og fisk på land.
Først efter tre timer fik jeg igen hug, og fik da heldigvis også fisken på land.
Med 4 fisk på land til mig, og med gæster senere på dagen derhjemme, besluttede jeg at pakke sammen kl. 13.
Mens jeg pakkede det øvrige grej lod jeg min powerbait blive i søen, og “bang” så var der hug. Fisken løb hidsigt med linen, og jeg skyndte mig at tage stangen. Efter en lille fight kunne jeg dog spole tomhændet ind, da fisken røg af. Det havde ellers været en ok afslutning på dagen.
Dagens resultat blev 4 ørreder til mig, mens Grumpy endte på hele 9 stk.

 

En stille dag

Bare fordi der er sat mange fisk ud, så behøver de ikke at bide.
Det må være den lære vi (Grumpy og jeg) fik efter at have besøgt Store Rosenbusk i søndags. Der var om fredagen udsat godt med fisk, og der var ikke fanget så mange om lørdagen. Derfor var tanken at søndag måtte de da være i bide humør.
Men trods en god start til en ung gut vi havde med, hvor han efter blot en halv time fik en flot bækørred på en mepps 2 spinner, så blev det en meget lang dag.
Først efter 6 timers fiskeri fik Grumpy endelig en fin ørred på 2,75 kg, og efter 8 timer pakkede vi sammen med blot 2 fisk på land til 3 mand.
Men sådan kan fiskeriet også være, og om ikke andet så kunne vi nyde en kølig men smuk forårsdag ved søen.

Ny art og PR

Lørdag var det igen put tid, Store Rosenbusk skulle igen udsættes for Grumpy og mig. Denne dag havde vi også allieret os med 4 andre, som alle havde brug for lidt guide.
Som de fleste andre har jeg også mine ynglingspladser ved søen, men tiltrods for at jeg var meget tidligt på den var alle mine første valg af pladser taget.
Det blev derfor til noget som lignede min fjerde valg plads, hvilket ikke var dagens bedste plads.
Generelt kan jeg beskrive dagens fiskeri som rigtig svært, kun to pladser ved søen fiskede ok, resten var nærmest umulige.
For vores vedkommende betød det utrolig få kontakter, og langt færre fisk.
Efter en lille times tid fik Grumpy en ørred på lige under 2 kilo, hvilket løsnede lidt op på ham da han dagen før havde en en tolv timers nultur ved en anden sø.
Med en start på fiskeriet kl. 6.30, så virkede det som en ørkenvandring før jeg fik dagens først fisk. Lige omkring kl. 9.30 skiftede jeg igen over til min sort gule gennemløber, efter at have fisket med bombarda og powerbait i et par timer, og før det lidt med gennemløber. Det gav i første kast et godt hug som udløste en fed fight. Allerede mens fisken var i  vandet bemærkede Grumpy fiskens utrolig flotte finner, og som du kan se på billedet så er de virkelig flotte. Fisken i sig selv skulle også sig at være rigtig flot, og ikke mindst anderledes. Det viste sig nemlig at være en rigtig flot kildeørred på 2,20 kg som havde taget min gennemløber.
Efter endnu noget tid med gennemløber skiftede jeg igen tilbage til bombarda. Der skulle dog igen gå lang tid før der endelig var hug igen. En frisk kombination af sort og grøn powerbait snoet sammen, gav en meget stille hug. Jeg var egentlig i tvivl om det var et hug eller  om det blot var en bølge, men når fiskeriet er svært så må alt der kan være et hug, betragtes som et hug. Det viste sig dog at være et hug, men der skulle gå næsten et minut før fisken valgte at trække line for alvor.
Fiskene i putten fighter vildt godt på denne årstid, og denne skulle også vise sig at være i god kondition. Den tog nogle lange udtræk hver gang den nærmede sig land, men efter en god fight fik vi landet en fin regnbueørred på 2,20 kg.
Med tre fisk på land  til seks mand efter 6 timer så var dagen langt fra én af de gode, og trods yderligere timer ved søen så blev det aldrig til mere.
Så efter 8 timer pakkede jeg sammen, så kunne se tilbage på en dag hvor fisken havde været der (vi kunne se mange), men hvor de ikke bed på noget som helst.
Hvad vejret angik så var det absolut en blandet fornøjelse, sol, regn og ikke mindst over en halv times massivt slud.