Tag-arkiv: Rungsted

Torsk i overflod

Det er næsten uforskammet at jeg ikke har skrevet nogle indlæg for de sidste 3 ture, for vi har faktisk fanget rigelig med fisk på de fleste.
En enkelt tur var lidt sløj med kun 4 makreller ombord i farvandet omkring Helsingør. De andre to har budt på rigtig gode torske fangster, men de var ikke rigtig målet for turene.
Med mangler på makrel fangster var Mr.Wow, Grumpy og jeg dog igen på sundet i onsdags. Målet var makreller, og gerne mange af dem.
På de sidste ture med udgangspunkt fra Rungsted har vi ramt nogle kæmpe store torske buler, og med dem i tankerne tog vi lidt på jagt først. Der skulle dog ikke gå længe før vi fandt dem, og bum så landede vi den ene 1-3 kilos torsk efter den anden. Håbet var dog de helt store, så der blev hele tiden genudsat pæne fisk. Det mærkelige var at alle uden undtagelse bed på pirken og aldrig på ophængeren.

Efter noget tid søgte vi videre med Hven for at prøve efter makrel. Igen måtte vi konstatere at makreller ikke vil med os hjem, som den eneste fik Mr.Wow en makrel, mens vi andre intet fik ved Hven.
Efter noget tid besluttede vi derfor at søge ind på lavere vand igen, hvor vi gennem nogle timer prøvede forskellige steder, men alle uden held.
Til sidst ramte vi dog igen en torske bule, og denne gang en af de større. Med en drivhastighed på kun 0.2 kn, og med fisk stående massivt 1 meter over bunden på en strækning på mere end 70 meter, så nåede vi at hive fisk op 4-5 gange på den samme bule. 
Denne gang var fiskene vi fik op også i pæne størrelser, og selv om Grumpy havde meldt ud at han ikke skulle have torsk med hjem, så måtte han overgive sig med en flot torsk på godt 3 kg.
Selv hjemtog jeg 4 fisk med en samlet vægt på 9 kilo.

Efter godt 5 timer på sundet, søgte vi igen mod havn, og måtte desværre konstatere at makrellerne endnu engang havde vundet.
Og vejret… Jo rigelig med vind og sol, skiftende til 1 times regn, med en flot aftensol og ingen vind som afslutning. Det var vist hele paletten på en sommeraften i juli.

Blæsende dag på sundet

Lørdag stod den på en tur til Hven med udgangs punkt fra Rungsted.
Vejret skulle byde på op til 7 m/s, men det var ikke noget der afskrækkede min makker og jeg.
Turen var en en test tur sammen med en “måske” kommende fiskemakker, vi har i hvert fald talt sammen nogle gange, om at skulle fiske lidt mere seriøst sammen. Mange timer på havet sammen kræver dog at kemien passer, og at vi er enige om forholdene ombord.
Efter at have sat båden i vandet, og klargjort grej var vi klar afsejling. Turen mod Hven var super nem, da både bølger og vind blæste mod vest. Det skulle dog vise sig at være noget svært at fiske lige syd for Hven da båden drev med op mod 2 knob, hvilket næsten gjorde det umuligt af pirke med selv 300g. Vi søgte derfor læ på vestsiden af Hven hvor forholdene var noget bedre.
Der var dog intet at se på loddet, men da det var det eneste sted der var muligt at fiske forsøgte vi alligevel.
Der skulle dog heller ikke gå længe før min makker fik er godt hug, stangen bukkede voldsomt, og han fik en god fight som desværre sluttede med at han mistede fisken. Selv fik jeg også en godt hug og det var dejligt endelig at kæmpe lidt igen, jeg var dog mere heldig med min fight og kunne stolt fremvise en fin torsk på godt 2,50 kg.
Jeg satte pirken i vandet igen, og stillede stangen fra mig for at gokke torsken, da jeg igen tog fat i stangen var der fisk igen. Denne gang i form af en fin 200 grams makrel.
Vi beslutte at prøve at drive over spottet igen, og sejlede derfor tilbage til udgangspunktet. Det gav igen fisk, først til makkeren, og derefter til mig. Dejligt!
Et tredje forsøg gav ingenting, og vi besluttede derfor at sejle lidt nordpå. Det skulle dog viste sig at være en dårlig beslutning da vinden var kommet godt op i gear, hvilket gjorde det helt umuligt at fiske i frit vand.
Vi prøvede derfor forskellige spots ned langs vestsiden af Hven, og endte hvor vi startede, hvor jeg igen fik en fin torsk ombord.
Med godt 5 timer på havet søgte vi igen mod havn, hvilket skulle vise sig at blive en våd omgang.
Da vi havde både vind og bølger mod os, endte vi flere gange med at få en ordenligt skyl indover båden, og vi var hurtigt mere en gennemblødte. Heldigt for os at vandet ikke var så koldt endda.
Efter en våd omgang på vej ind, kom vi sikkert i havn hvor vi fik pakket grej, og båd sammen.
Efter min mening havde de været en fornøjelig tur, men en super fin fyr som jeg håber jeg kommer til at se mere til.
Der er fisk i sundet, men de er altså svære at få i tale. Havde vejret været bedre havde vi bestemt søgt mere syd på, hvor meldingerne er noget bedre.
I min forglemmelse i at tage fiskebilleder, er her i stedet et super idyllisk billede af Hven fra havet.