Tag-arkiv: sild

Makrelsjov ved Helsingør

Onsdag var planen lagt for en tur ud efter makreller. Med afgang fra Helsingør kl. 17, og fri leg på sundet frem til mørkets frembrud, var forventninger høje.
De første 2 timer kan dog kort beskrives som kedelige, masser af sild, men intet andet.
Efter at have sejlet lidt rundt ud for Kronborg, valgte vi at sejle over på den anden side af færgehavnen, dsv. ud for opmarchbåsene. Aften fiskeriet efter makrel er ofte ret godt på det sted. Der gik dog heller ikke længe for vi ramte stimen, i løbet at kort tid hev jeg over 5 makreller op. Kun nogle få gange var der kun en på forfanget, men flere gange var det fyldt helt op.
Som oplevet før, så døde fiskeriet ligepludseligt. Vi valgte derfor at søge tilbage hvor vi startede, da strømmen havde ført os noget væk fra udgangspunktet. Desværre ramte vi ikke helt stimen igen, men det lykkedes mig da at få nogle stykker, til Grumpys udtalte irritation. Det er svært at blive klog på, at vi står to personer på en båd, og den ene fanger en masse, mens den anden bare står og kigger på. Ok, helt så slemt er det nok ikke, men jeg fanger ofte noget mere en Grumpy, tiltrods for at vi fisker samme sted, med samme grej, og det hele.
Efter at have fisket på spottet et par timer, vendte vi tilbage til kysten ud for Kronborg. Igen viste ekkoloddet fin aktivitet, masser af sild, desværre var det ikke dem vi ville have. Det skulle dog lykkedes at få endnu nogle makreller op, før vi besluttede at sejle i havn.
I alt jeg 34 makreller med en samlet vægt på 7,7kg, mens Grumpy fik 16 makreller på 3,0kg.
Tilbage var kun en masse rensning af fisk, før jeg kl. 23:30 var hjemme. Godt jeg først skulle op kl. 05.00 næste morgen. 🙂

Et par ture på sundet

Selv om ugen ikke er slut så bliver det altså ikke til flere ture i denne uge. Egentlig er det vil også ok med 2 ture på en uge 🙂

I tirsdag stod den på sundfiskeri ved Helsingør, DMI lovede tørt og sol, og vanen tro stod den så på 3.5 times konstant regn, og torden, før vi fik solen at se.
I de første timer fangede vi ikke andet end sild, de røg dog alle ud igen. Vi havde jo håbet på makreller, men det var noget sløjt. Efter flere timers fiskeri forskellige steder på sundet omkring Helsingør, lykkedes det mig endelig! Årets første makrel, en lille en af slagsen, men bestemt ok at tage med hjem. Det bragte smilet frem, og vi fiskede løs, desværre uden yderligere held. Ved 20.30 tiden bestemte vi os for at prøve ud for Kronborg, ekkolodet gik helt amok, og vi hev masser af små torsk op. Heldigvis fik jeg dog også en håndfuld over målet, men som altid så røg de fleste ud igen, da de trods længden var noget spinkle.
Ekkoloddet buldrede løs i de 90 minutter vi fiskede, og da vi gjorde regnskabet op, havde vi taget 6 sej og 2 torsk. 2 af de fangede sej var over 45 cm, det er bestemt i orden.

Ugens andet tur var noget af en skuffelse, planen var en fladfiske tur med M/S Skjold fra Vedbæk. I ugen op til har jeg forsøgt med med at binde forfang, og læse op på teknikker mm., så skuffelsen var til at se og mærke da turen blev aflyst. Jeg nåede da at møde op på båden, og rigge til. Desværre måtte skipper ved afgang konstatere at toppakningen var gået, og at han derfor måtte aflyse. Så godt skuffet stod jeg og pakkede sammen igen.
Jeg besluttede mig for at køre til opmarchbåsene ved Helsingør og prøve lykken, nu da jeg havde købt børsteorm. Fiskeriet var dog fuldstændig umuligt, pålandsvinden fyldte hele området med tang, og ved ethvert kast blev linen taget af tangen. Så efter 1½ times forsøg uden fangst, valgte jeg at drage hjem. Sikke en øv dag.

Fiskeri i Helsingør

Så er det vist blevet tid til lidt lystfiskerhistorier. De sidste par uger har været præget af arbejde i haven, min og min kones fødselsdag, og så det faktum at min kone har brækket begge arme og et ben i en solo ulykke på knallert :-/
Men trods dette er det dog lykkedes mig at komme afsted to gange, en tredje var også planlagt, men blev desværre aflyst pga. problemer med båden.
Båd problemer er også grunden til at vi i stedet har fisket ved opmarch båsene i Helsingør.
I tirsdags tog vi en aftentur i håb om nogle af de tidligere makreller, men det var alt for tidligt. Grumpy og jeg fik kun en enkelt sej, dvs. han fik ej sej, og jeg fik en nul tur. Det var enlig ok med mig, fryseren bugner af fisk, og sej og torsk er der rigeligt af.
Vi fiskede på dagen så langt oppe mod færgerene som vi kunne, og havde makrelforfang, og derefter blink på 20-24 g.
I dag søndag var vi så afsted igen, planen var lidt morgen fiskeri efter torsk og sej, og derefter de buttede flade.
Fiskeriet i dag var møg svært, det vrimlede med sild, og enkelte torsk/sej kom der da også op, men ud over sild var der ikke meget at glæde sig over.
Vi fangede heldigvis ingen sild, for de var noget små, men jeg fik en enkelt torsk som kun lige var over mål. Den blev dog genudsat, da den var noget klein.
Derefter stod den på fladfiske fiskeri, hvilket plejer at være super i den første del af området. Men i dag var også det svært, efter nogle timer havde vi blot fanget 3-4 fisk over mål, og de var bestemt ikke noget at prale af.
Fiskeriet blev dog noget bedre, og hen ad middagstid, fik jeg en fin skrubbe på lige over 400 g.. Senere kom der også nogle rigtig flotte rødspætter i kurven, men “eldoradoet” man plejer at kunne opleve på spottet med fladfisk, var bestemt ikke tilstede i dag.
Selv fangede jeg godt 2,7 kg., hvor af de fem som jeg selv tog med hjem vejede 2,1 kg.
Til fiskeriet efter fladfisk, brugte vi mange forskellige typer forfang, og ingen virkede umiddelbart bedre end andre. Måske var der et lille forspring til fladfiskeforfanget fra Pallex.dk, hvor imod ved sidste tur, var det klart forfang med kun hvide perler der dominerede.
Trods et meget stille fiskeri, havde vi en super dag, med 22 graders varme og høj sol, hvilket lige nu kan både ses og mærkes på mine arme. (Hvem sagde solcreme?)