Man kan ikke sige at vejret har gjort det nemt at komme på sundet denne vinter. Blæst, blæst, blæst… Det er godt nok irreterende, især når en fritid begrænser sig til 2 dage om ugen.
Efter at have lovet blæst og regn hele ugen op til, besluttede vejret sig endelig for at være fint i søndags. Jo tak det var koldt, men med en vind på kun 5m/s, så gjorde det ikke så meget at temperaturen kun viste 1 grad.
Med gode fangster i ugen op til på turbådene havde Grumpy og jeg virkelig store forventninger til turen. Så med grejet og båden klar, sejlede vi ud fra Helsingør omkring kl. 7:30.
Vi satte straks kurs mod M4 bøjen, hvor vi hurtigt kunne konstatere at vi ikke var de eneste. Der var livlig aktivitet af både småbåde og turbåde. De fleste så ud til at bulefiske, men den teknik mestrer jeg ikke i egen båd, og udstyret på båden er vist heller ikke det bedste til formålet.
Vi valgte derfor blot at drivfiske, og “driv” det blev det. Der var en stærk strøm i sundet hvilket betød at vi kun lige kunne holde bund med en 400g pirk.
Trods gode lodninger på ekkoloddet så udeblev fiskene, vi fik kun en enkelt her og der.
Gennem de syv timer vi var på havet fik vi sejlet op og ned langs svenske kysten, men den helt store fangst udeblev. Samlet havde vi 11 torsk oppe hvor af de fleste var over mål, men kun en enkelt over vores eget. Så dagens fangst blev 1 torsk og en fin pigvar som efter flere forsøg på at spise en snegl på pirken, endelig blev kroget. Begge fisk gik i øvrigt til Grumpy.
Om ikke andet så var det dejligt at komme ud og sejle lidt igen, og meldingerne fra de andre både var også at det var en svær dag på sundet.