Vinter Torsk

Så blev det endelig tid til en tur på sundet i “egen” båd. Søndag var der lovet solskin, tørvejr, og omkring de 3 graders varme. I følge farvands udsigten så skulle der ikke være noget strøm, hvilket fik min ene buddie til at sige at vi nok højst skulle fiske med 100g, men mere om det om lidt.
Trods lidt problemer med at finde en fiskebuddie til turen, endte vi op med at være 3 gutter som drog ud, undtegnede, Grumpy, og så Bundfisker. Den sidste fik tilnavnet på denne tur, fordi det igen og igen lykkedes ham at få bundbid.
Allerede fra morgenstunden på Helsingør Nordhavn, kunne vi se at vi ikke var de eneste der havde fået den vidunderlige idé.
Efter at have rigget grejet til, og gjort båden klar, sejlede vi forventningsfulde ud i Øresund.
Vi besluttede at sejle nordpå, og prøve løkken i dybderne. Det var vi bestemt ikke de eneste der havde besluttet. Fremme på spottet mødte vi en fem-seks turbåde, og over 20 småbåde.
Egentlig var det også til at forstå, for ekkoloddet bugnede til tider med aktivitet.
Vi fik hurtigt noget grej i vandet, men ned på bunden fik vi det ikke. Selv havde jeg trods Bundfiskers tidligere udmelding om at 100g var nok i dag, sat en 200g pirk på. Men trods det manglede overflade strøm, så var der rigeligt med understrøm. Vi endte faktisk med at fiske med 400-600g pirke alle 3. Selv havde jeg højst en 400g pirk med, og denne fik hurtigt trukket 200 fod line på 35 meters dybde.
Senere på dagen søgte vi lidt længere sydpå, men forholdene var stort set de samme.
Selve fiskeriet var rigtig svært alle steder, trods masser af ting på ekkoloddet, så var fiskene ikke rigtig i bidehumør. Vi fiskede alle tre med forskellige pirke, ophængere, og uden ophængere, og resultatet var ikke prangende. Samlet fik vi 7 torsk, som dog alle var pæne i størrelsen.
Hvad der manglede af fisk, blev rigeligt gjort op af godt selskab, og godt vejr. Det var en super sjov dag på sundet, som bestemt var alle 9 timer værd.

Jagten på måleren

Så blev det endelig tid til årets første tur på sundet. Med en kollega, og godt 35 andre håbefulde lystfiskere, var planen vinterens målere, og gerne flere af dem.
Vi sejlede ud fra Helsingør med Havstrygeren, på dennes eftermiddags tur søndag d. 18. januar. Vejret bød på et par plus grader, og godt 5 m/s vind. Faktisk en rigtig flot vinterdag, som billederne også vidner om.
Straks efter afgang meddelte skipper at turens mål var lige nord for Hven. Han meddelte også at de fleste både ikke havde fået så meget på deres morgenture, derfor sejlede alle nu til der hvor den ene af bådene havde haft godt held.
Sejlturen tog en times tid, og det gav god tid til at vise min kollega grejet, og hvordan man pirkefisker. Kollegaen havde nemlig aldrig prøvet dette før, så i en alder af næsten 50 så var hun frisk.
Vel ankommet til spottet fløj pirkene mod bunden, og der gik da ikke længe før kollegaen hev de første sild op. Der var noget længere mellem torskene, men kollegaen måtte da lige blære sig med at være den første der fik en torsk op i vores ende af båden. Selv havde jeg vanen tro ikke meget held, det blev da til et par sild, men torsk nej.
Efter noget tid ringede skipper med klokken, og vi sejlede et lille stykke tid, før vi igen var klar. Denne gang gik det lidt bedre rundt om på båden, flere fik en torsk eller to. Igen hev min kollega en torsk op, og ind i mellem også lidt sild.
Selv fik jeg da endelig også huld på fiskeriet, trods min første torsk var en fin undermåler. Nummer 2 var bedre, og godt 45 cm. Det satte gang i optimistmen.
Resten af dagen fik jeg ingenting, mens min kollega da lige måtte have en til.
Mit bedste bud var at næsten alle på båden fik torsk, målerne udeblev dog, og den største var omkring de 3,5 kg.
Status for mig blev en torsk på 1 kilo, og 5 sild på 600 g., mens min kollega fik sig 3 torsk omkring 1,5 kg, og godt 20 sild. Ganske udenmærket for en nybegynder 🙂