Tag-arkiv: makrel

Fiske konkurrence – Årets første makrel

Så blev det tid til årets første småbåds konkurrence i den lokale forening. Konkurrencen er helt simpel, største fisk vinder.
Efter en god gang morgenmad serveret i foreningens fælleshus, var vi 21 morgenfriske gutter som stævnede ud kl. 8.00.
Som skipper på foreningens båd, havde jeg i dag fornøjelsen af at have Grumpy, og Lufty med ombord.
Vi lagde ud på en små 8 meters vand, men det gav ikke det store. Derfor forsatte vi mod Hven, og tog lige et stop undervejs. På stoppet fik vi alle en lille torsk, men ikke noget der var værd at beholde.
På vest siden af Hven så det dog noget anderledes ud på loddet,  det var rigtig gode lodninger, men hvad der var der var på loddet forbliver et mysterium.
Efter en god lodning lykkedes det dog Grumpy, og mig at fange et par fine torsk på 1,7-2,0 kg. Normalt fisk som ville give præmier i denne slags konkurrencer, så det hævede lige stemingen et par grader.
Efter nogle timers fiskeri ved Hven, besluttede vi at sejle mod Rungsted hullerne. Det er fuldstændig vildt hvordan dybden varierer der, lige fra 10-17 meters dybde. Det kan betyder at spottet byder på nogle rigtig gode gemmesteder for fiskene.
Fremme ved spottet, fik vi snart et par små torsk på krogen. Der skulle dog gå noget tid før vi fik noget som var værd at beholde.
Efter en god lodning fik jeg på ca. 10 m. dybde et godt hug, og minsandten om det ikke var årets første makrel. Den var dog noget klejn, faktisk den mindste makrel jeg nogensinde har set. Men den var der, og det betyder at der også er flere…
Efter min lille makrel søgte Grumpy straks ned på samme dybde, og knap var han kommet derned før han fik et godt hug. Det resulterede i en flot torsk igen omkring de 1,70 kg.
Efter godt 5½ time på havet, søgte vi mod havnen med en god mavefornemmelse for præmier til dagens konkurrence.
Dagen havde dog generelt budt på et svært fiskeri, men og med rigtig pæne fisk blandt fangsterne.
At sundet vrimler med torsk omkring de 2 kilo, kunne på dagen bekræftes af et massivt antal torsk i den størrelse. Ingen af mine eller Grumpys fisk viste sig at være inden for præmiere rækken, og vi måtte helt ud i anden decimal for at afgøre top 3.
Men trods manglen på præmier, så havde dagen budt på nogle gode timer, ligesom vi blev en vejr mæssig oplevelse rigere. Vejret denne dag bød nemlig på noget mere vind end vi normalt ville sejle ud i, helt over til 10 m/s i middelvind, og vindstød op til 15 m/s.
Men dagens højde punkt var dog den lille makrel, så mon ikke jeg snart skal ud og jage dem 🙂

2015-06-07 08.55.51

Morgentur på sundet

I dag stod den på en morgen efter sild og torsk. Egentlig skulle vi have sejlet med Hanne Berit fra Rungsted Havn, men pga. vejret blev vi rykket til Anthares fra Helsingør.
Vejret i dag bød på små regn til tider, men værst af alt 10-15 m/s i middelvind. Det gav nogle ret hidsige vindstød i løbet af dagen.
Det meste af dagens fiskeri foregik ved kobberværket, ud for den svenske kyst. Vinden skulle angiveligt have været lidt mindre der, men vind var det.
Én ting var vinden, en anden var strømmen som også var kraftig.
Allerede ved første stop blev til de små sild, og de var virkelig små. Nu er der ingen mindste mål på sild i sundet, men der er altså grænser for hvad for nogle størrelser jeg gider at lege med.
Desværre var det alt hvad der var, næsten….
Efter godt 4 timer fik min sidemand, en torsk på 1.4 kg., og lige efter fik jeg 3 små torsk, som dog alle måtte ud igen.
Derudover fik jeg (vanen tro) en fjæsing.
Dagens overraskelse var at en anden deltager, tiltrods for at vi skriver den. 16. november, fik en lille makrel på krogen. Mon ikke den havde glemt at svømme med de andre.
Båden rundt blev der i dag kun fanget omkring 4-5 torsk, og en del små sild, og så lige makrellen.
Turens sidste underholding kom da en deltager valgte at prøve at håndfodre mågerne, i første omgang ramte mågen forkert, og bed ham i stedet i fingeren. I øvrigt må det siges at mågerne er ekstremt nærgående. En deltager havde to gange i dag en måge på krogen, ligesom jeg selv fik banket en måge i hovedet da jeg pirkede.
Hjemme på havnen måtte skipper konstatere at vejret ikke var værd at fiske i, hvorfor han aflyste den planlagte eftermiddags tur.

Fiskeweekend

Så er en lang fiskeweekend (endelig) overstået.
Med 2 fiske aftaler i hus i denne weekend, har der ikke været tid til meget andet.

Lørdag
Lørdag morgen kl .7.00 startede Grumpy, og jeg i Poppelsøen i Ballerup. Jeg har haft mange rigtig gode ture, med fine fangster i søen, og det var derfor oplagt at invitere Grumpy et smut forbi så han langt om længe kunne fange sig en put ørred.
Dagen startede fint med et godt hug på første kast, og ikke længe efter fik sidemanden et fin ørred. Jeg besluttede derfor at mede fiske på bunden, da vandtemperaturen nok stadig er for høj til at fiskene er aktive.
Ikke længe efter fik sidemanden nr. 2, og efter blot 45 min. var det min tur. En fin lille guldørred på 0,6 kg., kom på land.
Derefter blev det en noget stille dag, jo der kom da fisk på land rundt om søen, men ikke som om morgenen. Der skulle gå 3-4 timer før jeg igen fik fisk på krogen, en flot ørred på 1,75 kg., taget 50 cm fra breden hvor jeg havde set den svømme.
Grumpy der i mod havde ikke heldet med sig, 7 kæmpe hug, og 2 der blev fightet, blot for at ryge af krogen. Så trods 7 timers fiskeri, fik han ingenting med hjem.
Jeg der i mod, måtte da lige ingen “lukketid” prøve mit ynglings fiskeri, og vupti efter blot 2 min. fik jeg en fin ørred på 1,10 kg..
Efter at have renset fisk gik turen mod Helsingør, egentlig havde Grumpy, og jeg aftalt en tur på sundet denne dag, men vinden ville det anderledes. Derfor var planen først put and take, og derefter Helsingør efter fladfisk.
Vi startede ud ved Kronborg nord for pynten, blot for at finde bølgerne alt for høje til at kunne mærke noget som helst. Derefter flyttede vi til opmarchbåsene, som efter 2 timers fiskeri blot gav 2 micro rødspætter, og en krabbe. Så godt trætte, og skuffede valgte vi at pakke sammen og tage hjem kl. 19.00.

Søndag
Søndag stod den på sundtur med en fiskeven, og en af hans venner.
Med afgang kl. 8.00 på en smuk efterårs morgen, kunne det næsten kun blive godt.
Vejret bød på lidt mere vind end nødvendigt, op til 8 m/s, hvilket gennem dagen fik båden til at vippe pænt.
Vi startede på vestsiden af Hven uden det store held, herefter sejlede vi mod nordvest revet, hvor op mod 6-7 både også havde fundet hen. Der var ingen tvivl om at det var her det skete i dag.
Vi startede ud med godt med sild, hvis man var til det. Pludselig stod den så på sej i bunkevis, på 35 meters dybde er 3 sej omkring kiloet rimelig vilde at trække op. Det får virkelig syren frem i armene.
Fiskene svømmede godt rundt under os, vi drev stort set ikke, men fiskene kom, og gik som det passede dem.
Buddien fik pludselig en makrel på sit forfang, hvilket fik mig til at skifte til en lyserødt makrel forfang. I første kast blev det til den vildeste action, det rev og flåede i min stang, og flere gange måtte jeg se stangspidsen ramme vand overfladen. Efter en hæftig kamp landede jeg tre super flotte makreller, med den største værende en ny personlig rekord på hele 880 g.. En super fight, med et super resultat.
Efter kl. 11 stillende fiskeriet af, og til trods for at vi flyttede os noget nyt omkring nord hven, blev det aldrig rigtig godt igen.
Omkring 13.30 valgte vi at søge hjemad, og tog vanen tro lige et par stop undervejs. Ved andet stop blev det helt vildt på buddiens kammerats stang, en vild fight endte med en kæmpe makrel på ikke mindre end 1040 g. , hold da k… den var stor. Vi andre var slet ikke misundelige 🙂
På vej ind kunne vi tælle rovet op til 13 makreller, 22 sej, 1 torsk, og godt 70 sild. Igen igen en super dag på sundet, denne gang med ny personlig rekord på makrellen.