På en fantastisk kristihimmelfartsdag i 2016 var planen en tur på Øresund efter de store fladfisk.
Solen stod skarpt på himlen da Grumpy og jeg sejlede ud fra Helsingør kl. 7.30, og satte kursen mod dagens spot.
Med en svag sydgående strøm var forholdene til fladfiskeri helt perfekte, da agnen på den måde bevæger sig langsomt over bunden.
Som det blev kendetegnet for dagens fiskeri, så ramte vi aldrig rigtig et super spot hvor de flade bare væltede op. Men opgørelsen efter blot 45 minutter viste alligevel at vi havde haft 11 flade oppe og vende.
Størrelsen på fiskene kunne vi til gengæld ikke klage over, de var ligeligt fordelt i dem der var for små, og dem der absolut var store nok.
Efter nogle timers fiskeri begyndte Grumpy at beklage sig over at jeg fangede alle de store, og det skulle blive startskuddet på en række af personlige rekorder til os begge.
Først fik jeg et godt hug og fik landet en fik rødspætte på 450g, det fik Grumpy til at understrege sin udtalelse.
Der gik dog ikke længe før jeg fik endnu et godt hug, som denne gang viste sig at være en kæmpe rødspætte på hele 720g.
Med den i båden kom der lidt “brok” fra Grumpy som dog hurtigt forsvandt. Inden jeg nåede at afkroge min flotte fangst, fik han nemlig landet en rødspætte på ikke mindre en 740g.
To rødspætter på over 700g på 2 minutter, det var godt nok vildt.
Gennem dagen fik vi godt med flade i 3-400g klassen, selv fik jeg et dobbelt hug som vi var overbevist om var en torsk. Det viste sig dog at være to +400g rødspætter.
Grumpy måtte dog stå til mål for endnu en PR, da han kunne præsentere en rødspætte på hele 880g, en absolut vinder af en kæmpe fisk.
Jeg har aldrig set så mange store fladfisk på én dag, dagens fiskeri endte med 25 rødspætter og 16 skrubber med en snit vægt på 331g.
Nå jo, jeg fik i øvrigt også en bifangst af en torsk på 2,25 kg.
Bemærk i øvrigt det anden sidste billede nedenfor af Kronborg, læg mærke til hvor mange der står på Pynten og fisker. Allerede fra morgenstunden var der godt fyldt op.
Kategoriarkiv: Fiskeart: Fladfisk
Øresund fra sin bedste side
Så er det nu hvis du skal fange torsk.
Lørdag var jeg en tur på sundet med Lazy Guy, og den bød på godt med torsk i alle størrelser.
Dagens plan var at fiske fladfisk, og derefter torsk.
Det er ikke rigtig fladfiske sæson nu, den starter først om en måneds tid, men det skulle dog være muligt at få lidt pæne fisk op.
Efter at have klargjort båd, og grej, sejlede vi ud fra Helsingør omkring klokken 9. Vejret bød på lette, dog massive skyer, som dog tillod solen at varme. Vinden var fra morgenstunden ikke eksisterende, men den skulle dog komme med op til 6 m/s i løbet af eftermiddagen.
Vi startede ud lige ud for Kronborg, nord for nordhavnen, og til sidst lige nord for Helsingborg færgehavn. Alle steder gav dog ingen fladfisk. Vi besluttede derfor at prøve lidt pirkefiskeri efter torsk.
I mangel af ekkolod startede vi blot lidt nord for M4 bøjen ved Helsingborg, og det skulle vise sig at være en god beslutning. Allerede i første pirk var der fisk, den var over mål men blev alligevel genudsat. Derefter gik det slaw i slaw med en masse fisk over mål, men lige små nok til os. Først efter en god times tid kom der gang i de store, hvilket betød 8 fisk over 2 kilo på en times tid.
Lazy Guy måtte da også lige blære sig med en fin lange på lige under 2 kilo, det var helt vildt som den kunne fighte.
Efter at have fyldt køleboksen godt op med torsk, besluttede vi at prøve igen efter de flade.
Jeg besluttede at vi skulle prøve på Disken lige syd for Helsingør. Fremme på Disken, godt 100m syd for den røde bøje, fik vi grejet i vandet. Efter blot få sekunder på bunden var der fisk, og det forsatte lystigt. Det var primært isinger lige under mål, men der kom dog også efter par håndfulde pæne fisk op. I alt blev det til 14 stykker, hvoraf 3 af dem var nogle rigtig pæne rødspætter.
Med over 20 kg fisk i boksen valgte vi at søge mod havnen, og kunne dermed se tilbage på en fantastisk dag på sundet.
Fladfiske eldorado eller noget
November er klart en høj tid for fiskeri efter flade, så det skulle prøves i weekenden.
Med båden klar både lørdag og søndag skulle der have været rigelig med muligheder.
Lørdag bød vejret på noget mere strøm og vind end ønsket, det gjorde det noget svært at holde bund. Vi startede ud på disken hvor der var været rygter om gode fangster af rødspætter, det var dog helt umuligt da vi drev alt for hurtigt. Vi besluttede derfor at søge mod den svenske kyst hvor der skulle mere læ for vinden, og mindre strøm.
Fremme ved spottet stødte vi på en svensk turbåd som også fiskede efter flade. Vi kunne se at de havde noget held med, selv om mange fisk røg ud igen. Selv havde vi ikke det store held, nogle enkelte blev det dog til.
Efter nogle timer med ganske få fisk ombord søgte vi mod nordsiden af nordhavnen i Helsingør, her var der også rimelig læ men det gav også kun få fisk.
Efter 6 timer på havet lørdag kunne fangsten gøres op til 4 flade og en enkelt torsk.
Søndag var vejret noget anderledes maks 4 m/s og næsten ingen strøm. Vi startede denne dag ved lappengrunden, som dog ikke kastede noget af sig. Derefter tog vi til Helsingborg igen, og der gik der noget bedre. Vi fik en fisk ombord om ikke mange, så nok til at vi var godt underholdt. Efter nogle timer forsvandt strømmen helt, og dermed dødede fiskeriet helt. Derfor søgte vi mod disken, som også gav fisk igen nogle få fine, men også nogle fine eksemplarer.
I et sidste forsøg tog vi et stop ud for Kronborg, her var fyldt med tur og småbåde. Strømmen her var fuldstændig åndsvag, det var helt umuligt at forud se driv retningen. Den ene gang gik den syd, og så nord. På et tidspunkt lå båden faktisk og drejede rundt.
Men igen fik vi dog nogle fine fisk, og som tiden nærmede sig slut tid, kunne vi gøre fangsterne op til 28 flade på samlet 8,20 kilo.
At fiskeriet var svært blev understreget at flere opslag på Facebook fra andre der havde været ude med små både. Turbådene meldte dog om godt fiskeri så måske skulle man bare have fulgt dem.
En sidste sjov ting var hvad fiskene bed på, først på dagen var det absolut de farvede perler der var et hit, men senere kun det hvide. Det var lidt underligt.