På en fantastisk kristihimmelfartsdag i 2016 var planen en tur på Øresund efter de store fladfisk.
Solen stod skarpt på himlen da Grumpy og jeg sejlede ud fra Helsingør kl. 7.30, og satte kursen mod dagens spot.
Med en svag sydgående strøm var forholdene til fladfiskeri helt perfekte, da agnen på den måde bevæger sig langsomt over bunden.
Som det blev kendetegnet for dagens fiskeri, så ramte vi aldrig rigtig et super spot hvor de flade bare væltede op. Men opgørelsen efter blot 45 minutter viste alligevel at vi havde haft 11 flade oppe og vende.
Størrelsen på fiskene kunne vi til gengæld ikke klage over, de var ligeligt fordelt i dem der var for små, og dem der absolut var store nok.
Efter nogle timers fiskeri begyndte Grumpy at beklage sig over at jeg fangede alle de store, og det skulle blive startskuddet på en række af personlige rekorder til os begge.
Først fik jeg et godt hug og fik landet en fik rødspætte på 450g, det fik Grumpy til at understrege sin udtalelse.
Der gik dog ikke længe før jeg fik endnu et godt hug, som denne gang viste sig at være en kæmpe rødspætte på hele 720g.
Med den i båden kom der lidt “brok” fra Grumpy som dog hurtigt forsvandt. Inden jeg nåede at afkroge min flotte fangst, fik han nemlig landet en rødspætte på ikke mindre en 740g.
To rødspætter på over 700g på 2 minutter, det var godt nok vildt.
Gennem dagen fik vi godt med flade i 3-400g klassen, selv fik jeg et dobbelt hug som vi var overbevist om var en torsk. Det viste sig dog at være to +400g rødspætter.
Grumpy måtte dog stå til mål for endnu en PR, da han kunne præsentere en rødspætte på hele 880g, en absolut vinder af en kæmpe fisk.
Jeg har aldrig set så mange store fladfisk på én dag, dagens fiskeri endte med 25 rødspætter og 16 skrubber med en snit vægt på 331g.
Nå jo, jeg fik i øvrigt også en bifangst af en torsk på 2,25 kg.
Bemærk i øvrigt det anden sidste billede nedenfor af Kronborg, læg mærke til hvor mange der står på Pynten og fisker. Allerede fra morgenstunden var der godt fyldt op.
En stille dag
Bare fordi der er sat mange fisk ud, så behøver de ikke at bide.
Det må være den lære vi (Grumpy og jeg) fik efter at have besøgt Store Rosenbusk i søndags. Der var om fredagen udsat godt med fisk, og der var ikke fanget så mange om lørdagen. Derfor var tanken at søndag måtte de da være i bide humør.
Men trods en god start til en ung gut vi havde med, hvor han efter blot en halv time fik en flot bækørred på en mepps 2 spinner, så blev det en meget lang dag.
Først efter 6 timers fiskeri fik Grumpy endelig en fin ørred på 2,75 kg, og efter 8 timer pakkede vi sammen med blot 2 fisk på land til 3 mand.
Men sådan kan fiskeriet også være, og om ikke andet så kunne vi nyde en kølig men smuk forårsdag ved søen.
Ny art og PR
Lørdag var det igen put tid, Store Rosenbusk skulle igen udsættes for Grumpy og mig. Denne dag havde vi også allieret os med 4 andre, som alle havde brug for lidt guide.
Som de fleste andre har jeg også mine ynglingspladser ved søen, men tiltrods for at jeg var meget tidligt på den var alle mine første valg af pladser taget.
Det blev derfor til noget som lignede min fjerde valg plads, hvilket ikke var dagens bedste plads.
Generelt kan jeg beskrive dagens fiskeri som rigtig svært, kun to pladser ved søen fiskede ok, resten var nærmest umulige.
For vores vedkommende betød det utrolig få kontakter, og langt færre fisk.
Efter en lille times tid fik Grumpy en ørred på lige under 2 kilo, hvilket løsnede lidt op på ham da han dagen før havde en en tolv timers nultur ved en anden sø.
Med en start på fiskeriet kl. 6.30, så virkede det som en ørkenvandring før jeg fik dagens først fisk. Lige omkring kl. 9.30 skiftede jeg igen over til min sort gule gennemløber, efter at have fisket med bombarda og powerbait i et par timer, og før det lidt med gennemløber. Det gav i første kast et godt hug som udløste en fed fight. Allerede mens fisken var i vandet bemærkede Grumpy fiskens utrolig flotte finner, og som du kan se på billedet så er de virkelig flotte. Fisken i sig selv skulle også sig at være rigtig flot, og ikke mindst anderledes. Det viste sig nemlig at være en rigtig flot kildeørred på 2,20 kg som havde taget min gennemløber.
Efter endnu noget tid med gennemløber skiftede jeg igen tilbage til bombarda. Der skulle dog igen gå lang tid før der endelig var hug igen. En frisk kombination af sort og grøn powerbait snoet sammen, gav en meget stille hug. Jeg var egentlig i tvivl om det var et hug eller om det blot var en bølge, men når fiskeriet er svært så må alt der kan være et hug, betragtes som et hug. Det viste sig dog at være et hug, men der skulle gå næsten et minut før fisken valgte at trække line for alvor.
Fiskene i putten fighter vildt godt på denne årstid, og denne skulle også vise sig at være i god kondition. Den tog nogle lange udtræk hver gang den nærmede sig land, men efter en god fight fik vi landet en fin regnbueørred på 2,20 kg.
Med tre fisk på land til seks mand efter 6 timer så var dagen langt fra én af de gode, og trods yderligere timer ved søen så blev det aldrig til mere.
Så efter 8 timer pakkede jeg sammen, så kunne se tilbage på en dag hvor fisken havde været der (vi kunne se mange), men hvor de ikke bed på noget som helst.
Hvad vejret angik så var det absolut en blandet fornøjelse, sol, regn og ikke mindst over en halv times massivt slud.