Tag-arkiv: fiskehjul

Dagen efter i Simons

Så startede forårs sæsonen i put and take fiskeri.
Vanen tro var Grumpy og denne gang også Mr.Wow klar dagen efter Grand Opening i Simons put and take.
Grand Opening er dagen hvor søen sparkes i gang for forårs sæsonen, og der udsættes masser af fisk dagen op til. I år blev der udsat ikke mindre en 1200 kg ørreder dagen før.

Efter at have holdt i kø for at komme ind til søen, var jeg hurtig og fik sikret os den ønskede plads. Som I alle andre søer kan der være bestemte pladser der er bedre end andre afhængig af sæson, og rygterne om lørdagens fiskeri fortalte lidt om hvor vi skulle stå.
Efter at have rigget til fik vi endegrejet i vandet, og vanen tro startede vi med gennemløber. Det er en relativ nem måde at fiske på, som kan være uhyre effektiv.
Trods store forventninger måtte vi dog opleve ikke at fange fisk den første time, det var bestemt ikke som det plejede, men vejret har bestemt heller ikke været som det plejer.
Den kolde luft som i hele marts har hærget Danmark, med masser at frost og sne, har gjort put fiskeriet elendigt. Normalt ville fiskene være godt aktive i forårs månederne, men så skal solen have haft noget mere magt.
Der skulle dog ikke gå meget mere end en time før jeg fik et hug. Eller gjorde jeg? På det tidspunkt havde jeg skiftet til bombarda og powerbait. Jeg synes jeg mærkede noget, og stoppede min indspinning. Efter planen skulle flådet så flytte sig, og helst ryge der ud af, men der skete ingenting. Efter lidt tid bestemte jeg mig for at spinne langsomt ind, og straks kunne jeg igen mærke modstand.
Jeg gav line igen og ventede uden held, og bestemte mig derfor for at stramme op igen. Igen var der modstand og denne gang holdt jeg lidt pres på. Det fik fisken i gang, og efter en håndfuld dybe træk kunne jeg lande en flot ørred på hele 5,7 kg.
Så var vi i gang!

Med en fisk på land steg optimismen hos alle, men der skulle dog gå mere end en time igen før heldet var med os.
Grumpy var lige gået en tur rundt om søen for at prøve andre spots, men knap var han gået før jeg igen fik hug.
Denne gang stod flådet lige under overfladen længe, før fisken endelig trak.
Det blev en lang fight af en fisk som bestemt ikke ville op. Den farerede rundt fra side til side, og chikanede alle de omkring stående fiskere. Med mange og lange udløb skulle der gå længe før jeg endelig kunne lande en ørred på 4,6 kg.

Med to flotte fisk på land var turen godkendt, selv om det er langt fra tidligere års “dagen efter” ture. Hverken Mr.Wow eller Grumpy havde på det tidspunkt så meget som mærket noget.
Grumpy kom dog tilbage fra sin lille tur med en ørred på 1,5 kg.

Med tankerne om det kolde vand, og fiskenes inaktivitet besluttede Mr.Wow og jeg at prøve at bundmede.
Fiskeriet kunne jo ikke blive værre (for nogle), og motivationen var ikke helt i top mere.
Der skulle går mere en 3 timer fra anden fisk til jeg fik tredje fisk. Mens vi stod og hygge snakkede kom der pludselig et ordentlig ryk i min stang, og hjulet hyllede med det samme. Jeg havde rigget til bundmede på min ul stang (lille og tynd), og det gav fighten en helt anden dimension. Stangen bukkede vildt, og det kunne mærkes godt i min arm. Det var en fed fight på så let grej, hvor fisken tog flere udløb før jeg fik den på land. Denne gang lå vægten på 4,0 kg, hvilket bestemt er fin vægt.


Efter syv timers fiskere kunne vi gøre fangsterne op til nul til Mr.Wow, en til Grumpy, og tre til mig.
Bestemt langt fra tidligere års “dagen efter” fiskeri, men mon ikke vejret har gjort sit.

Ny makrel PR

Velkommen hjem fra ferie 🙂
Jo tak, 8 dage i Bulgarien i +30 grader, med intet andet at lave end at slappe af. Det var dejligt.
Men det var nu også dejligt at komme hjem, og ikke mindst at komme på sundet i går.
Med en rolig vind, og knap så rolige bølger, tog Grumpy og jeg en tur til Hven for at fange makreller.
Der har de sidste par uger været ret gode meldinger, og da vi nu begge har overstået vores ferie, så var det bare at komme afsted.
Vi satte ud fra Rungsted, og tog kursen direkte mod Hven. Ved Hven var der godt med både, men for at gøre historien kort, så kneb det noget med at finde makrellerne.
Som de andre både prøvede vi alt nord for Hven, og for vores vedkommende uden held. Det skal dog siges at der var masser af sild i rigtig pæne størrelser.
Vi besluttede derfor at prøve på lavere vand, og søgte ind mod danmark igen. 
Vi gjorde lige et sidste stop, hvilket straks gav mit et godt hug.
I starten virkede det ikke så voldsomt, men pludselig skulle der kæmpes. Vi var enige om at det måtte være flere torsk, men efter en god fight landede jeg én fin torsk på 3,90 kg.


Herefter søgte vi ind på 15-20 meter og prøve forskellige steder uden held.
Først ved sidste stop var der bingo. Jeg nåede kun lige ned på 40 fod før stangen gik helt amok. Jeg kæmpede løs med en line der var slap og stram, og fra side til side. Grumpy fik også noget på, og da  vi begge var ved at have fiskene i overfladen svømmede de selvfølgelig rundt og lavede en god gang kludder i vores forfang.
I fællesskab fik vi landet to makreller, hvor vi straks kunne se at min var i en klasse for sig selv.
Efter at have kludret vores liner ud, og fisket lidt mere uden held, blev det til at veje makrellen. 950 gram og dermed en ny PR til mig, min gamle var 880 gram og blev sat for 3 år siden.

Med kun 3 fisk i boksen sejled vi mod solnedgangen og i havn. Egentlig var det en skidt tur, men med en ny PR så gik det nok.

Det Gule Rev – Og Grejet

En længe planlagt tur på Det Gule Rev blev endelig virkelighed fredag den 2 september.
Grumpy og jeg havde lokket begge familier med i sommerhus i Klitmøller, med tanken om en uges familie ferie sluttet af med en tur på Det Gule Rev.
Jeg vil i dette indlæg skrive både om turen, og om grejet vi brugte. Det viste sig nemlig ikke at være så nemt at finde ud af hvad jeg skulle have med.

Grejet:
Der er delte meninger om hvor kraftigt udstyr man har brug for, det afhænger blandt andet af om det er driv fiskeri eller vrag fiskeri man er ude i. Ved vrag fiskeri skal udstyret være lidt kraftigere, da fiskene kan være svære at få ud hvis de først kommer ind i vraget.
Vi har på en drivtur men havde alligevel garderet os.
Min valg af stang faldt på min Penn Squadron 7″ 50lbs, normalt fisker vi i Øresund med 20-30lbs, så 50lbs skulle kunne klare selv en vrag tur.
Min valg af hjul faldt på Penn Squall 40 LD LH, som er et super stærkt multihjul uden linefører og med en 5,1:1 udveksling. Det hjul jeg normalt fisker med har linefører, linetæller og en udveksling på 4,3:1. Linen var en 0,35 fletline med et træk på 36,5kg
Den lidt højere udveksling gør at fisken kommer hurtigere op til overfladen, hvilket kan være meget rart på større dybder. Linetælleren synes jeg var overflødig, ligesom den manglende linefører blot gør at man kommer hurtigere til bunden.
Ovenstående setup virkede rigtig fornuftigt på turen, og gav ingen anledninger til problemer.

Endegrejet havde op til turen givet mig store kvaler, det var ikke specielt nemt at finde hoved og hale i  folks meninger.
Min konklusion blev:
Røde sprutte forfang i min 0,8 line
Pirke i farverne rød, gul, blå/hvid
Det blev i øvrigt anbefalet flere steder at man skifter springringe, og kroge til nogle kraftigere typer. Selv skiftede jeg alt, og alle kroge til trekroge i str. 8/0 i permasteel.

Min grejboks bestod af følgende:
20 x Forfang – Primært røde sprutter med 2 på hver
6 x 300g Pirk – 2 i hver farve
6 x 400g Pirk – 2 i hver farve
6 x 500g Pirk – 2 i hver farve
2 x 600g Pirk – i sølv
Der til kommer kraftige svivler, kniv, saks, vægt mm.

Tøjet:
Efter vejret men husk regntøj og gummistøvler – Om du tror det eller ej så bliver du våd!

Turen:
Efter hvad der bedst kan betegnes som en dårlig nats søvn, stod Grumpy og jeg op kl. 4.00. Alt var pakket og klart, så det var bare at få lidt i maven, og så der ud af. Allerede fra morgenstunden havde min mave det ikke godt, om det var søsygeplasteret som jeg taget på inden jeg gik i seng der var skyld i det vides ikke, men det er en af bivirkningerne og jeg har normalt ikke den slags problemer. Grumpy havde det fint trods plaster.
Fremme ved båden Bonito på Hanstholm havn kl. 5.00 fik vi fundet os et par gode pladser, der var afgang kl. 6.00, men vi var ikke de første på båden så der var lidt kamp om pladserne. Vi valgte et par pladser bagerst på båden, da jeg havde læst at stod man forrest så fik man vand, og det viste sig at være helt rigtigt.
I havn riggede vi begge til med forfang med røde sprutter, mens Grumpy valgte en 400g pirk i blå/hvid, valgte jeg en 400g pirk i gul/rød. Dette setup fiskede vi med hele dagen, og mistede ikke noget grej. Vi så dog flere miste grej ved bundhug, så husk rigeligt.

Vejret bød gennem dagen på 8-12 m/s vind, og med gode byger ind i mellem.
Ikke absolut et godt vejr, slet ikke når man ved at bølgerne er noget højere deroppe. På dagen var bølgehøjden mellem 1,5 og 2,0 m., og det gjorde at båden vippede rigtig meget gennem hele dagen.
Derfor havde vi også garderet os med søsyge plaster.

Efter godt 2 timers sejllads fra Hanstholm havn var vi fremme ved første spot. Der gik ikke længe før de første kontakter var en realitet, men jeg skulle miste ikke mindre en 4 fisk som var helt oppe i overfladen, før jeg fik den første i baljen. Grumpy der i mod fik godt gang i fiskeriet fra starten af, hvilket var lidt irreterende.
Da jeg endelig fik hul på bylden kom der nogle fisk op, fighten på selv den mindste fisk var utrolig fed, de kæmpede helt anderledes end i Øresund.
På en tidspunkt fik jeg et godt hug, og selv om jeg hev og trak ind alt hvad jeg kunne så tog fisken stadig line. Det var en hård fight som varede hele vejen op til overfladen, og jeg må da indrømme at jeg troede fisken var større, men det blev da til dagens første PR med en torsk på 6,0 kg.
Det gik relativ godt med at få fyldt baljen på spottet, så det var lidt ærgerligt da skipper dyttede i hornet og drog mod et nyt spot.
På det nye spot gik det noget mere trægt, der kom da fisk op men bestemt ikke i samme mængder. Jeg fik dog endnu en PR da jeg efter mit livs hårdeste fight med en fisk som i de første 5 minutter trak mere line af end jeg trak ind, kunne lande en super flot kulmule på hele 4,00kg. En helt vild fight som efterlod min højre overarm i smerte.
På dette spot måtte jeg overgive mig og sige “ulrik”, morgenkvalmen var efter flere timer ikke gået over, selvom jeg havde forsøgt med mad og chokolade. Heldigvis for mig var det blot lidt galde, og så var jeg fuldstændig klar. Det så noget værre ud for et par af de andre fiskere, en enkelt var fulstændig ligbleg i hovedet, mens en anden bare sad. Så husk noget mod søsyge.
Efter noget tid søgte skipper videre til dagens sidste spot. På det tidspunkt var jeg godt mør af træthed, og var lidt øm i armene.
Det blev derfor til mere hyggesnak end fiskeri, men det afholdt mig dog ikke fra at øge min PR på torsk med 0,5 kilo i det jeg hev til flot lang torsk op på 6,50kg. I alt fangede jeg 4 fisk på det sidste spot.
Efter aftale mellem deltagerne sejlede vi ind lidt før for at kunne få fileteret vores fisk. Det er en super service at der tilbydes filetering for blot kr. 10 pr. kilo filet. Det gør det noget nemmere at transportere fisken efterfølgende.
Efter endnu godt 2 timers sejllads var vi igen i havn, og efter at have leveret vores fisk til filetering fik vi pakket vores grej sammen.
På fileteringsfabrikken gik det stærkt, hold da op det blev fileteret nogle fisk. Ud over oplevelsen med at se maskinen i brug, kunne alle også følge med i dagens fangst blandt de 11 deltagere.
Normen lå omkring de 15 kilo, men en enkelt havde kunne fanget 5 kilo filet.
Grumpy og jeg var dagens topscorere med godt 20 kilo filet til Grumpy, og godt 22 kilo filet til mig.

Efter at havde betalt for fileteringen vendte vi snuden mod sommerhuset. Her stod den på pakning og køling af fileterne, og lidt lystfisker historier til familien. Klokken 22 gik Allan kold, efter en lang dag på havet (godt 10 timer).

Efter at have prøvet en tur på Det Gule Rev, og have tænkt det lidt igennem er min erfaring:
Turen var bestemt en oplevelse, der var masser af fisk men det kunne nok være blevet til mere hvis skipper ikke havde flyttet sig.
På en drivtur er det primært torsk der fanges, og 20 kilo torskefilet som jeg fik, er altså rigtig meget fisk. Derfor er min tanke også at næste gang så bliver det en vrag tur, der fanges nemlig flere forskellige arter som havtaske, lange, luppe, og kulmule. Det giver lidt mere variation i fiskeriet.
Igen husk regntøjet, og noget mod søsyge. Jeg læste før turen igen og igen om folk der aldrig fik fisket pga. søsyge.
Grejet, ja jeg havde nok for meget med, men hellere det end forlidt. En ting er dog sikkert, husk at skylde dig grej efter turen, for saltet sætter sig!