Tag-arkiv: Øresund

Av min arm

Tirsdag var Lillefod igen på vandet, i mangel på ledige weekend dage, må jeg jo tage hverdagsafterne i brug.
Ombord på dagen var Mr.Wow, Mini og undertegnede.
Planen var egentlig af sejle ud fra Helsingør, men den megen strøm i området, kan godt være noget af en udfordring. Derfor blev det i stedet fra Rungsted, hvor strømmen var meget mildere.
Vi lagde ud på det lave vand lige uden for Rungsted i håb om nogle strejfende makreller, men trods flere stop, blev det ikke til noget. Vi søgte i stedet ud mod et af vores efterhånden sikre torske spots, for at prøve lykken efter en af de store. Knap var vi landet før de første torsk var på krogen, Mr.Wow måtte dog se på mens Mini og jeg hver hev en torsk op. Begge torsk nærmede sig de to kilo, men blev begge genudsat.
Efter lidt søgen efter store torsk gik turen til Hven, der havde i løbet af ugen været flere meldinger om makrel derude, så det skulle da prøves. Ved Hven var godt med både, men som på Lillefod kneb det noget med at få noget med op.
Vi prøvede forskellige steder, og besluttede så at tage nogle drev ud for papegøjebøjen. Her blev det til dagens første og eneste makrel. Det vil sige, Mini mistede en i overfladen, men fik en ny på igen som hun med møje og besvær fik op i båden. Lige efter kunne Mr.Wow så lande en flot sej, hvilket har været et sær syn det sidste års tid.
Selv havde jeg fornøjelsen af torsk… Først en solidt dobbelt hug med 110 fod line ude, det tog en krig at få dem landet, men med en 2 og en 3 kilos torsk på krogen så skal der vist også kæmpes lidt.


Efter at have landet de to torsk bestemte vi at sejle tilbage og tage et drev til. Knap havde jeg spottet noget på loddet før jeg igen måtte kæmpe. Denne gang var det meget værre, og med en mærkbar overarm fra sidste fangst, så var det bestemt ikke nemmere. Jeg fik Mr.Wow til at vende båden så jeg ikke trak ind under båden, og så var det bare at kæmpe. Efter nogle lange minutter, og flere seje træk kunne vi endelig se hvad jeg havde kæmpet imod. Hele 4 torsk med en samlet vægt på godt 8 kg, så kunne vi bedre forstå kampen.

Vi besluttede nu at sejle ind mod Danmark, og gjorde stop ved blandt andet Rungsted Hullerne. Det blev dog kun til et hav af små hvillnger, og desværre ingen makreller.
Ved 20.30 tiden søgte vi igen med havn, og kunne konkludere at turen trods alt have været super, men flere arter ombord, og et fantastisk vejr.

Torsk i overflod

Det er næsten uforskammet at jeg ikke har skrevet nogle indlæg for de sidste 3 ture, for vi har faktisk fanget rigelig med fisk på de fleste.
En enkelt tur var lidt sløj med kun 4 makreller ombord i farvandet omkring Helsingør. De andre to har budt på rigtig gode torske fangster, men de var ikke rigtig målet for turene.
Med mangler på makrel fangster var Mr.Wow, Grumpy og jeg dog igen på sundet i onsdags. Målet var makreller, og gerne mange af dem.
På de sidste ture med udgangspunkt fra Rungsted har vi ramt nogle kæmpe store torske buler, og med dem i tankerne tog vi lidt på jagt først. Der skulle dog ikke gå længe før vi fandt dem, og bum så landede vi den ene 1-3 kilos torsk efter den anden. Håbet var dog de helt store, så der blev hele tiden genudsat pæne fisk. Det mærkelige var at alle uden undtagelse bed på pirken og aldrig på ophængeren.

Efter noget tid søgte vi videre med Hven for at prøve efter makrel. Igen måtte vi konstatere at makreller ikke vil med os hjem, som den eneste fik Mr.Wow en makrel, mens vi andre intet fik ved Hven.
Efter noget tid besluttede vi derfor at søge ind på lavere vand igen, hvor vi gennem nogle timer prøvede forskellige steder, men alle uden held.
Til sidst ramte vi dog igen en torske bule, og denne gang en af de større. Med en drivhastighed på kun 0.2 kn, og med fisk stående massivt 1 meter over bunden på en strækning på mere end 70 meter, så nåede vi at hive fisk op 4-5 gange på den samme bule. 
Denne gang var fiskene vi fik op også i pæne størrelser, og selv om Grumpy havde meldt ud at han ikke skulle have torsk med hjem, så måtte han overgive sig med en flot torsk på godt 3 kg.
Selv hjemtog jeg 4 fisk med en samlet vægt på 9 kilo.

Efter godt 5 timer på sundet, søgte vi igen mod havn, og måtte desværre konstatere at makrellerne endnu engang havde vundet.
Og vejret… Jo rigelig med vind og sol, skiftende til 1 times regn, med en flot aftensol og ingen vind som afslutning. Det var vist hele paletten på en sommeraften i juli.

Sommer buler

Så kom der vist flex på kligen.
Ved månedens småbådskonkurrence i foreningen, var Grumpy, MrWow og jeg klar på Lillefod.
Først skulle vi dog lige have overstået den fælles morgenmad, som er en dejlig del af disse konkurrencer.
Det gav også lejlighed til at tale med de andre skippere, og aftale betingelserne for dagens fiskeri.
Normalt er der ikke så meget at tale om, men efter at have studeret sejler vejret, og velvidende om de andre bådes sejlegenskaber, så aftalte vi at holde telefonerne åbne såfremt vind og bølger blev for meget.
Vanen tro var planen klar, og med den vind som skulle komme op ad formiddagen, så var der ingen tvivl: Ud på 15 meter og find bulerne!
Det skulle vise sig at være nemt, og  efter blot 30 min på havet var der fisk.


Vi startede ud med at drive lige under 1 knob, hvilket gjorde det rimelig nemt at ramme bulerne igen og igen, men da hastigheden nåede næsten 2 knob, så blev det lidt af en udfordring.
Reelt var vi oppe på trolling hastighed med 200g pirke 🙂
På det tidspunkt havde vi haft rigeligt med fisk oppe, og med kvoterne i tankerne måtte vi hele tiden overveje situation.
Efter godt 2 timer på havet kom opkaldet om aflysning af turen hvilket vi selvfølgelig var til øv over, på den anden side så havde vi alle fisk i kurven, og vi besluttede at tage et sidste hug.

Med waypoints på plotteren var det nemt at finde fiskene igen, selv om de dog rykkede sig lidt. Vi sejlede lige over bulen og dumpede så ned ! Og så : BANG så var der fisk! Først til Grumpy og så til mig, men selv om bulen bare forsatte så fik MrWow ingenting på sidste drev.
Vi to andre kæmpede løs, og da jeg selv fiskede jeg med en blød kastestang som til tider næsten rørte sig selv, var der virkelig kamp.
Grumpy fik først sin fisk op, en super flot torsk i en ordenlig størrelse, og det skulle ikke vare længe før jeg kunne præsentere en lige så flot torsk. Virkelig flotte fisk som fik os til at tænke på podie placeringer i dagens konkurrence.
Tiden var derefter moden til rensning af fisk, da der ved konkurrencen nemlig indvejes i renset tilstand.
Vi kunne gøre op at Mr.Wow havde fire fisk, mens Grumpy og jeg havde fem. Det siger dog intet om det antal af fisk vi havde oppe og vende 🙂
Efter en lille sejltur var vi igen inde i havnen, og klar til dagens indvejning. De andre kunne stolt fremvise våde sko, fordi deres både havde rullet godt i vandet, Lillefod var den ligeglad så vi havde ingen problemer.
Ved indvejningen var der ingen tvivl, de andre 10 deltagere fremviste samlet kun enkelte torsk med den største på 1,80 kg, hvilket ikke kunne hamle op med hvad vi havde ombord.
Dagens resultat blev:

Nr. 3 – Torsk 2.10 kg – Mr.Wow
Nr. 2 – Torsk 3.14 kg – Grumpy
Nr. 1 – Torsk 3.45 kg – Mig

Dermed kunne vi stolt stryge alle tre præmier til dagens konkurrence, og for anden gang i træk kunne jeg kalde mig selv for vinderen, både personligt, og på båden.