Tag-arkiv: Rungsted Havn

3 i streg – Flere torsk

Så blev det den første søndag i måneden, og det betyder i sommerhalvåret Småbådskonkurrence i den lokale forening.
Med Grumpy på ferie, havde Mr.Wow og jeg i dag Rovfiskeren med ombord på Lillefod.
Vanen tro var der lidt morgenmad og et lille skipper møde før afgang, og også i dag måtte vi lave aftale om eventuel aflysning når/hvis vinden frikede op.
Godt fem minutter over otte satte vi kursen mod Hven, med et mål om at finde torske buler på 15-18 m.
Efter små 10 minutters sejlads var vi på den ønskede dybde, og jagten begyndte. 
Første bule blev fundet, og knap havde jeg ramt bunden før den første torsk sad på. Fisken virkede af en ordentlig kaliber, og efter en god fight kunne jeg præsentere en perfekt pirkekroget torsk på 4.20 kg. En super start på dagen efter blot 20 minutter på sundet.


Vi søgte tilbage til bulen men uden held, i stedet søgte vi rundt i sammen område, og efter lidt tid var det lodninger igen.
Her fik Mr.Wow en fin 2 kilo torsk, som også bragte ham ind i kampen.
Så manglede vi bare at få Rovfiskeren på banen, og det kom han ved næste træk. Et kontant hug som efter Rovfiskerens eget udsagn var det tungeste han havde prøvet. Efter en masse pusten og stønnen fik vi landet hans fisk, som viste sig at være 2 stk torsk på godt 3,5 og 2,0 kilo. 

På det tidspunkt havde vi kun været på sundet i så en time, så vi må virkelig sige at vi ramte spottet. Vi søgte videre i sammen område, og ved de næste to stop fik Mr.Wow og jeg en mere hver. Begge lige omkring de 2 kilo.
Efter godt halvandentime på havet kom det kedelige opkald, de andre både rullede for meget i vandet, og aflyste dermed turen.
Virkelig ærgerligt for os når nu vi havde fundet fiskene, men på den anden side så var vi godt tilfredse med 6 fiske ombord.

Tilbage i havnen blev det tid en hygge snak med det andre deltagere, før vi gik til indvejningen.

Resultatet af dagens indvejning i renset tilstand blev:
Nr. 1 – Torsk 3,30 kg – Allan (Mig)
Nr.2 – Torsk 2,80 kg – Rovfiskeren
Nr.3 – Torsk 1,55 kg – Mr.Wow

Dermed vandt jeg min tredje konkurrence i træk, kunne igen præsentere både 1,2, og 3-pladsen på min båd. Samlet har Lillefod nu vundet 8 ud af 9 præmier i tre konkurrencer 🙂

I dag kunne jeg også præsentere mit nye fiske gear i form at cap og t-shirt med Lillefod logo.. Det er sgu meget nice 🙂

 

Av min arm

Tirsdag var Lillefod igen på vandet, i mangel på ledige weekend dage, må jeg jo tage hverdagsafterne i brug.
Ombord på dagen var Mr.Wow, Mini og undertegnede.
Planen var egentlig af sejle ud fra Helsingør, men den megen strøm i området, kan godt være noget af en udfordring. Derfor blev det i stedet fra Rungsted, hvor strømmen var meget mildere.
Vi lagde ud på det lave vand lige uden for Rungsted i håb om nogle strejfende makreller, men trods flere stop, blev det ikke til noget. Vi søgte i stedet ud mod et af vores efterhånden sikre torske spots, for at prøve lykken efter en af de store. Knap var vi landet før de første torsk var på krogen, Mr.Wow måtte dog se på mens Mini og jeg hver hev en torsk op. Begge torsk nærmede sig de to kilo, men blev begge genudsat.
Efter lidt søgen efter store torsk gik turen til Hven, der havde i løbet af ugen været flere meldinger om makrel derude, så det skulle da prøves. Ved Hven var godt med både, men som på Lillefod kneb det noget med at få noget med op.
Vi prøvede forskellige steder, og besluttede så at tage nogle drev ud for papegøjebøjen. Her blev det til dagens første og eneste makrel. Det vil sige, Mini mistede en i overfladen, men fik en ny på igen som hun med møje og besvær fik op i båden. Lige efter kunne Mr.Wow så lande en flot sej, hvilket har været et sær syn det sidste års tid.
Selv havde jeg fornøjelsen af torsk… Først en solidt dobbelt hug med 110 fod line ude, det tog en krig at få dem landet, men med en 2 og en 3 kilos torsk på krogen så skal der vist også kæmpes lidt.


Efter at have landet de to torsk bestemte vi at sejle tilbage og tage et drev til. Knap havde jeg spottet noget på loddet før jeg igen måtte kæmpe. Denne gang var det meget værre, og med en mærkbar overarm fra sidste fangst, så var det bestemt ikke nemmere. Jeg fik Mr.Wow til at vende båden så jeg ikke trak ind under båden, og så var det bare at kæmpe. Efter nogle lange minutter, og flere seje træk kunne vi endelig se hvad jeg havde kæmpet imod. Hele 4 torsk med en samlet vægt på godt 8 kg, så kunne vi bedre forstå kampen.

Vi besluttede nu at sejle ind mod Danmark, og gjorde stop ved blandt andet Rungsted Hullerne. Det blev dog kun til et hav af små hvillnger, og desværre ingen makreller.
Ved 20.30 tiden søgte vi igen med havn, og kunne konkludere at turen trods alt have været super, men flere arter ombord, og et fantastisk vejr.

Torsk i overflod

Det er næsten uforskammet at jeg ikke har skrevet nogle indlæg for de sidste 3 ture, for vi har faktisk fanget rigelig med fisk på de fleste.
En enkelt tur var lidt sløj med kun 4 makreller ombord i farvandet omkring Helsingør. De andre to har budt på rigtig gode torske fangster, men de var ikke rigtig målet for turene.
Med mangler på makrel fangster var Mr.Wow, Grumpy og jeg dog igen på sundet i onsdags. Målet var makreller, og gerne mange af dem.
På de sidste ture med udgangspunkt fra Rungsted har vi ramt nogle kæmpe store torske buler, og med dem i tankerne tog vi lidt på jagt først. Der skulle dog ikke gå længe før vi fandt dem, og bum så landede vi den ene 1-3 kilos torsk efter den anden. Håbet var dog de helt store, så der blev hele tiden genudsat pæne fisk. Det mærkelige var at alle uden undtagelse bed på pirken og aldrig på ophængeren.

Efter noget tid søgte vi videre med Hven for at prøve efter makrel. Igen måtte vi konstatere at makreller ikke vil med os hjem, som den eneste fik Mr.Wow en makrel, mens vi andre intet fik ved Hven.
Efter noget tid besluttede vi derfor at søge ind på lavere vand igen, hvor vi gennem nogle timer prøvede forskellige steder, men alle uden held.
Til sidst ramte vi dog igen en torske bule, og denne gang en af de større. Med en drivhastighed på kun 0.2 kn, og med fisk stående massivt 1 meter over bunden på en strækning på mere end 70 meter, så nåede vi at hive fisk op 4-5 gange på den samme bule. 
Denne gang var fiskene vi fik op også i pæne størrelser, og selv om Grumpy havde meldt ud at han ikke skulle have torsk med hjem, så måtte han overgive sig med en flot torsk på godt 3 kg.
Selv hjemtog jeg 4 fisk med en samlet vægt på 9 kilo.

Efter godt 5 timer på sundet, søgte vi igen mod havn, og måtte desværre konstatere at makrellerne endnu engang havde vundet.
Og vejret… Jo rigelig med vind og sol, skiftende til 1 times regn, med en flot aftensol og ingen vind som afslutning. Det var vist hele paletten på en sommeraften i juli.